Politiets efterforskning af brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har endnu ikke givet bonus. Et større opbud af efterforskere og kriminalteknikere fra både Roskilde Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) arbejder på højtryk for at få et gennembrud i sagen. »Mere generelt kan jeg da sige, at der er tale om en bred efterforskningsindsats, og at det ville være forkert på nuværende tidspunkt at lægge sig fast på det ene eller andet spor i sagen«, står der i en udtalelse fra PET-chef Lars Findsen, som blev udsendt til pressen. Brandstifter i søgelyset Efterforskningen omfatter grupper både på den yderste venstrefløj såvel som folk fra yderligtgående højrefløjsbevægelser. Også enkeltpersoner, som er kendt af politiet, kigges efter i sømmene. I følge Berlingske Tidende interesserer politiet sig for en bestemt person, som tilhører en kreds på fire, der tidligere er dømt i en lignende sag. Avisen skriver, at de fire i 2002 blev idømt fra halvandet til tre års fængsel for et brandattentat mod Udlændingestyrelsens direktør og en ledende medarbejder. Men i følge Politikens oplysninger har politiet langt fra lagt sig fast på en enkelt mistænkt i sagen, og holder alle efterforskningsspor åbne. Tvivl om Beate-gruppe En gruppe, der kalder sig 'Grænseløse Beate' har taget skylden for aktionen, men politiet føler sig ikke overbevist om, at aktionsgruppen står bag attentatet. For historien var ude i pressen, inden e-mailen blev sendt fra netcafeén Surf&Play. Derfor kan den være udsendt af grupper, som ønsker at udnytte brandattentatet til at optrappe konflikter i det danske samfund. Ifølge Roskildes politimester Henning Dahlfelt har Roskilde Politi intet forudgående kendskab til aktionsgruppen. Politimesteren kan heller ikke oplyse, hvor mange gerningsmænd der har været med til at starte branden, eller hvad der havde antændt den. Han ville heller ikke af- eller bekræfte, om branden var startet i familiens Mazda 626, som aktionsgruppen påstod i den udsendte pressemeddelelse. Branden blev slukket efter to timer, og politimesteren vurderede, at der var tale om en brand, der udviklede sig hurtigt og voldsomt fra bryggerssiden af huset. »Jeg betragter det som en ganske alvorlig brandstiftelse, for branden udviklede sig eksplosivt hurtigt«, sagde Henning Dahlfelt, som heller ikke ville oplyse, om huset er beboeligt, og hvornår familien kan flytte tilbage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























