'Glemt' afrikaner kan se frem til erstatning

Lyt til artiklen

Pinligt, pinligt, pinligt. Der er røde ører hos politiet efter det er kommet frem at en en 24-årig statsborger fra Guinea-Bissau har siddet uberettiget fængslet 22 dage i Vestre Fængsel. »Der er tale om en dybt, dybt beklagelig fejl, som ikke burde kunne ske. I mine over 30 år som anklager har jeg aldrig hørt om en tilsvarende sag«, siger politiadvokat Carsten Egeberg i Københavns Politi til Ritzau. Erstatning på vej Den 24-årige mand blev i begyndelsen af maj anholdt af politiet og derefter dømt for salg af en mindre portion narkotika. Dommerens kendelse lød på, at manden skulle sidde i fængslet indtil 18. maj, men da dagen oprandt, gjorde myndighederne intet. Der gik 22 dage, før der skete noget. Først i går eftermiddags kom han endelig for retten igen. Her kom det frem, at den 24-årige selv undrede sig over sin fortsatte fængsling. Under et besøg i Vestre Fængsels bibliotek havde han dog fået en beroligende besked af en anden indsat: Ingen bliver glemt, lød det. Men det gjorde det. Og nu kan den uheldige afrikaner se frem til en erstatning. »Vi har allerede i dag skrevet til statsadvokaten om sagen, og vi er kommet med en indstilling om en eventuel erstatning. Men jeg vil ikke udtale mig om indholdet af vores indstilling«, siger Carsten Egeberg. Intern fejl En fejl i det interne system i politiet får skylden for fejlen. »Det skulle normalt ikke have den store betydning, for andre systemer skulle kunne fange sagen. Desværre er det svigtet«. Det var rigspolitichefens udlændingeafdeling, der fik alarmklokkerne hos narkoanklagerne til at bimle. Rigspolitiet skulle nemlig stå for det praktiske med udvisningen og rykkede for en retsbog. »Så opdagede vi, at det var smuttet for os«, siger politiadvokaten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her