Aber bliver trænet til at være aber

Tolv kapucineraber snusede i går for første gang til friheden i Ebeltoft Zoo   efter op mod 15 år som forsøgsdyr på Sankt Hans Hospital.   Foto: Rasmus Baaner
Tolv kapucineraber snusede i går for første gang til friheden i Ebeltoft Zoo efter op mod 15 år som forsøgsdyr på Sankt Hans Hospital. Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

I op mod femten år har Sebastian, Oscar og Arthur siddet indespærret i hver sit lille metalbur i et halvmørkt rum. Den daglige trummerum med mad, vand og søvn har kun været afbrudt, når de tre gutter på skift har fået en indsprøjtning. Fredag fik de tre brune kapucineraber sammen med ni andre forsøgshanner fra Sankt Hans Hospital i Roskilde for første gang mulighed for at smage lidt på noget, der kunne minde om frihed. De tolv hanaber er nemlig, som de siger i Ebeltoft Zoo, blevet resocialiseret. Intet mindre. Det er første gang herhjemme, man har hanket op i forsøgsaber og valgt at give dem et nyt og mere værdigt liv som tak for indsatsen i dansk forskning i stedet for at give dem en sprøjte og en hurtig, smertefri død. Kvalitetsliv Der er oven i købet håb om, at de stærkeste af hannerne med tiden kan få et kvalitetsliv som alfahanner for en indtagende flok hunner i en zoologisk have et sted. Da arten i dag er udryddelsestruet, er zoologer meget interesserede i at få de dyr, der er i fangenskab, til at avle. I går viste det sig, at det slet ikke er så let for en tidligere indsat at overskride tærsklen til det fri. Forinden har aberne været igennem et socialt optræningsprogram, hvor de langsomt er blevet vænnet til at fungere sammen med andre aber igen, sådan som de fleste af dem gjorde engang i trætoppene for mange år siden, da de blev indfanget i Sydamerikas regnskove. Ny metode I Danmark bruger man ikke længere de intelligente og højt udviklede primater som forsøgsdyr. Sankt Hans Hospital, der har udviklet antipsykotisk medicin med færre bivirkninger ved hjælp af kapucineraberne, har fundet nye måder at foretage forsøgene på, fortæller Thomas Werge fra hospitalet. 1,3 mio. indsamlet Efter en henvendelse fra Sankt Hans indsamlede Dyrenes Beskyttelse på rekordtid knap 1,3 millioner kroner til byggeriet af de nye staldanlæg, to abeøer og ikke mindst aflønningen af en garvet dyrepasser næsten døgnet rundt i over et år. Ebeltoft Zoo indvilgede i at overtage de hårdt prøvede aber, og for fjorten måneder siden ankom de nye beboere til en karantænestald uden for dyreparken, hvor dyrepasser Karina Knudsen og en kollega langsomt har lært dyrene at fungere som normale flokdyr igen. Metoden? »God mad«, lyder det kontante svar fra dyrepasseren, der langsomt har ført dyrene sammen, først to og to og efterhånden lidt flere ad gangen. Det er ikke forsøgsmedicinen, men opstaldningen, der har skadet aberne, understreger den daglige leder af Ebeltoft Zoo. »Det er også derfor, der er perspektiver i det her: Vi vil gerne vise, at hvis det endelig skal være, så kan man i det mindste give de her højt udviklede og sociale dyr nogle ordentlige forhold«. På vej mpd et normalt liv I går flyttede Sebastian og Arthur ind i deres nye anlæg, og klokken 10.30 blev dørene slået op til det fri for første gang siden dengang i regnskoven. Mens telelinserne fra det meste af den danske presse efterhånden tyngedes træt mod jorden, gik minutterne. Så dukkede Sebastians lille, sorte hoved op i åbningen i få sekunder, inden han trak sig tilbage til det kendte igen. Først i går eftermiddag klatrede han og Arthur hele vejen over hængebroen til deres nye ø - på vej tilbage mod et normalt abeliv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her