Danske ambassader sjusker med visum

Lyt til artiklen

113 filippinere fik i sommeren 2001 udstedt et Shengen-visum i det danske generalkonsulatet i Sao Paolo i Brasilien. Gruppen havde under et 'ferieophold' i landet ansøgt om Shengen-visumet i Danmark til et kort turistophold. Men politiet i Københavns Lufthavn fandt senere ud af, at formålet med rejsen var at tage ophold i Shengen landet Italien. Politiet underrettede generalkonsulatet, men gav ikke beskeden videre til Udenrigsministeriet. Behandling er fuld af fejl Ovenstående tilfælde er blot et af flere fejlbehandlinger begået af de ansatte i de danske ambassader, som Rigsrevisionen har gravet frem, siden den i november 2004 igangsatte en undersøgelse af sagsbehandlingen af visumansøgninger i de danske ambassader. I den endelige rapport fra Rigsrevisionen kritiseres Udenrigsministeriets administration af visumreglerne for at være fuld af fejl. Revisorerne skriver i en beretning til Folketingets statsrevisorer ifølge Ritzau, at »visumadministrationen på de danske ambassader og generalkonsulater ikke er tilrettelagt helt betryggende, da der mangler et effektivt tilsyn. Rammerne for opgaverne er ikke helt tilfredsstillende, og sagsbehandlingen er ikke altid fuld korrekt«. 1.000 skulle ikke have visum Beretningen kommer, efter at udenrigsminister Per Stig Møller (K) i oktober 2004 kunne oplyse, at ministeriet havde opdaget seks tilfælde af »uregelmæssigheder«, som havde ført til, at op mod 1.000 udlændinge fik visum til indrejse i Danmark uden at være berettiget til det. I et af de seks tilfælde, der blev opdaget i 2004 af Udenrigsministeriet, udstedte den danske ambassade i Beijing fejlagtigt forretningsvisa til omkring 450 kinesere. Heraf blev en gruppe på 30 kinesere tilbageholdt af de kinesiske immigrationsmyndigheder, der vurderede, at de ikke havde de sproglige eller faglige kvalifikationer til at deltage i det kursus i Danmark, som visumet var begrundet med. Ansat gav vejledning I et andet tilfælde, som en intern undersøgelse i Udenrigsministeriet i december 2004 afslørede, havde en medarbejder i generalkonsulatet i den kinesiske by Shanghai indtil 2003 »givet utilbørlig vejledning til mellemmænd (såkaldte menneskesmuglere) om procedurerne for behandling af visumansøgninger«. Siden har Rigsrevisionens kulegravning afsløret yderligere 10 tilfælde, hvor udlændinge fejlagtigt har fået visum til at rejse ind i Danmark. I en fælles pressemeddelelse understreger udenrigsminister Per stig Møller (K) og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), at »selv om tallene peger på, at alene én eller to ud af 1000 søger asyl under et visumophold, må vi hele tiden være opmærksomme på, at repræsentationerne har grundlaget for i alle sager at vurdere rigtigt, når de udsteder et visum«. »Vi vil sikre os, at behandlingen af visumansøgninger løbende tilpasses de udfordringer, repræsentationerne og Udlændingestyrelsen står over for, således at gentagelse af uregelmæssigheder og misbrug modvirkes«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her