Kommunerne for dårlige til at sikre kvalitet i skolen

Arkivfoto: Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

De, der skal holde øje med, om folkeskolerne gør det godt nok, gør det ikke selv godt nok. Sådan lyder hovedkonklusionen i en barsk kritik fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). EVA har sammen med en særligt nedsat evalueringsgruppe udspurgt skoleforvaltninger og kommuner om, hvordan de holder snor i det, der foregår på skolerne - og svarene viser, at der ikke er meget system i tilsynet. Mangelfuldt tilsyn Rapporten konkluderer direkte, at kommunernes tilsyn med folkeskolen er mangelfuldt og lider under, at hverken kommunalpolitikere, skoleforvaltninger eller for den sags skyld skoleledere har gjort sig klart, hvad tilsyn er, og hvordan det skal gennemføres. Spørgsmålet vedrører ikke bare embedsmænd på støvede kommunekontorer. Det er vanskeligt at sikre, at skolerne lever op til for eksempel PISA-anbefalingerne om at styrke børns faglige indsigt, hvis man ikke gennemfører systematisk evaluering - og det gør man ikke, fremgår det af rapporten, der opridser et situationsbillede, hvor alle slingrer derudad uden systematik eller nedskrevne strategier. Lokalt gætteværk EVA retter ikke alene kritikken mod kommunerne, men også et niveau højere med en efterlysning af nationale retningslinjer til skoleforvaltninger og kommuner, så der ikke længere kan herske tvivl om, hvad der skal til for at føre et tilstrækkeligt tilsyn. De eksisterende regler er så kortfattede og generelle, at kommunerne er overladt til selv at gætte på, hvad der kan forventes af dem, fremgår det af rapporten, hvis hovedforfatter er professor, cand.scient.pol. Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet. Han anbefaler, at kommunerne får lov at beholde deres forpligtelse til at holde øje med skolerne, men at de får støtte udefra. Hvert fjerde år - når der er kommunalvalg - skal embedsmændene sammen med de eksterne konsulenter foretage en kritisk analyse af kommunens skoleforhold, lyder et af de centrale forslag. Årlige samtaler Formanden for de danske skoledirektører, Per B. Christensen, erkender, at »her er noget, vi skal blive bedre til«. »Vi har ikke tilført et tilstrækkeligt tilsyn, og det tager vi til efterretning«, siger Per B. Christensen, der selv er børne- og kulturchef i Næstved. Per B. Christensen foreslår blandt andet årlige samtaler mellem skoleledere og forvaltning og mener, at en samling af gode eksempler fra kommunerne ville kunne inspirere alle. Også i skolernes ledelse erkender man, at »tilsynet nok ikke er systematisk«. Politisk skel »Vi savner konkrete bud på, hvad tilsyn og kvalitetssikring går ud på. Vi har nogle alt for generelle rammer. Hvordan måler man for eksempel, om vi sikrer en persons alsidige udvikling«, spørger formanden for skolelederne i Danmarks Lærerforening, Jens Færk. Hos de uddannelsespolitiske ordfører er der delte meninger om EVA's anbefalinger. Folkeskoleordfører Kim Mortensen fra Socialdemokraterne er »ikke skræmt« over at få en national plan. Han mener, at det kan styrke evalueringskulturen i folkeskolen. »Det decentrale skolevæsen er en god ide, men skolerne skal vide, hvad de skal leve op til - og have klar besked. Der skal følge ressourcer med, for ellers giver det ingen mening, at sætte nogle pejlemærker op, som skolerne skal måles på«, mener Kim Mortensen. Huskeliste en bedre idé Tina Nedergaard, uddannelsesordfører fra Venstre, mener til gengæld, at det er »absurd« at have folkeskolen placeret i kommunerne, når man efter hendes alligevel hele tiden vil have national lovgivning. »Lovgivning er ikke altid løsningen. Hvis man finder det nødvendigt med en central opfordring, bør det være i form af en huskeliste, som man kan bruge som inspiration, fordi man mangler værktøjer. Eller som et idekatalog fra ministeren«, siger hun. Til efteråret ventes regeringen at foreslå lovændringer, der understøtter EVA's anbefalinger. Dog går regeringen ifølge regeringsgrundlaget ind for, at der hvert år og ikke hvert fjerde gennemføres kommunale analyser af skolerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her