Endnu en ung kineser er blevet anholdt i den omfattende sag om ulovligt udstedte opholdstilladelser til Danmark. Dermed har Københavns Politis bedrageriafdeling anholdt i alt 10 kinesere, der angiveligt har fået udstedt en opholdstilladelse mod bestikkelse. Embedsmænd varetægtsfængslet To embedsmænd fra Udlændingestyrelsen, en 41-årig mand og en 33-årig kvinde, sidder varetægtsfængslet for at have modtaget betydelige pengebeløb fra de tilrejsende kinesere. »Man har fundet ud af, at der er nogen, der har givet opholdstilladelser på et falsk grundlag. Der er ikke nogen andre befolkningsgrupper, hvor vi har konstateret en lignende situation«, siger kriminalkommissær Henning Schmidt fra Københavns Politi. Den senest anholdte kinesiske mand er 22 år. Han har et dansk personnummer, og politiet fandt frem til ham ved at søge i Folkeregistret. Han er nu sigtet for dokumentfalsk.
Endnu en kineser anholdt i bestikkelsessag
Lyt til artiklen