Kunstig hund afløser pensioneret forsker

I en ganske lang årrække frem til 1995 levede væggelusene på Skadedyrlaboratoriet i Sorgenfri et helt igennem ubekymret liv. De boede i små containere, nød en agtelse, der ellers ikke er disse blodsugende tæger forundt - og mad var der nok af: Smøgede ærmet op Med jævne mellemrum kiggede biolog Kristian Arevad nemlig forbi, og så var der gilde! Arevad smøgede skjorteærmet op, satte omkring 50 væggelus på armen - og lod dem suge. Efter 15 minutters blodrus var væggelusene, der bærer det latinske navn Cimex lectularius, så pumpede, at deres bagkroppe truede med at briste - hvorpå de nænsomt blev hjulpet tilbage i containeren. Lusene døde Men da Arevad, der i dag er 73 år, gik på pension i 1995, stod Skadedyrlaboratoriet med et problem: for hvem skulle nu være bloddonor? Ikke mig, sagde den ene unge biolog efter den anden - og så døde væggelusene. Hvilket var til at leve med, for midt-90´erne var ikke nogen specielt væggelusplaget periode i Danmark, så forskningen var sat på vågeblus. En kunstig hund I dag er væggelusene imidlertid i tiltagende - hos private og på hoteller. Derfor vil Skadedyrlaboratoriet både undersøge eventuel resistens mod kemiske bekæmpelsesmidler og prøve at udvikle alternative aflivningsmetoder. Forsøgene kræver en ny bestand af væggelus, og den er under opbygning. De små krabater fodres - i mangel af den humane vare - med okseblod, varmet op i en såkaldt kunstig hund.

»Den har overtaget efter Kristian Arevad. Væggelusene er stadig lidt træge i suget, men de skal nok få det lært«, vurderer projektseniorforsker Ole Kilpinen. Fra sit otium melder Kristian Arevad: »Jeg savner egentlig ikke åreladningen«.