Den høje firskårne mand i den grønne militæruniform var meget kontant. I vidneskranken gengav han sin klare melding til den daværende chef i Irak, oberst Henrik Flach, efter en afhøring foretaget af efterretningsofficer Annemette Hommel: »Det der gider vi sgu ikke være med til. Det er ikke acceptabelt. Punktum«. 'Ingen trussel' Som chef for spejdereskadronen havde Rasmus Amstrup overværet, hvordan tre fanger 9. marts sidste år var blevet ført ind i detentionen - placeret under åben himmel - ved den danske militærlejr ved Basra i det sydlige Irak. Det var koldt og blæsende den aften, og Amstrup havde fået besked på at stille en spejdergruppe til rådighed som vagter for at hjælpe militærpolitiet i løbet af natten, hvor Hommel skulle afhøre fangerne. Han lyste fangerne ind i ansigtet og kunne genkende dem fra optøjer tidligere på dagen. »De var nogle små nips. Så små mænd udgjorde ikke nogen trussel«, fortalte han Københavns Byret. 'De hundefrøs' Alligevel havde militærpolitifolkene sat fangerne på knæ med rank ryg med ansigtet mod væggen, mens de havde »håndjern eller plastikstrips om hænderne«, som Amstrup forklarede. Og fangerne »hundefrøs«. »Det er en stressfremkaldende stilling. Jeg har selv siddet i sådan en stilling under en øvelse i Danmark. Det var ikke så rart. Blodtilførslen til benene stopper, og benene begynder at ryste«, sagde spejderchefen. Disse stillinger bruges under de såkaldte Powex-øvelser, hvor danske soldater forberedes på at kunne modstå en fjendtlig afhøring. Og hvor man bevidst overtræder Genèvekonventionerne under opbevaringen af fangerne inden afhøringen. Fortørnelse Derfor var Rasmus Amstrup fortørnet over, at de ulovlige metoder blev anvendt i virkeligheden. Han sagde til en militærpolitimand, at »nu skal fangerne ikke sidde sådan hele natten«. Soldaten nikkede, og så gik Amstrup hjem i seng »med ro i sindet«. Men tidligere har hans spejdere forklaret i retten, at de under nattens bevogtning så militærpolitisoldater gå ind i fangegården og stadig fastholde irakiske fanger i stressfremkaldende stillinger, når de ventede på afhøring. De så fanger falde sammen af træthed. Og at fangerne ikke fik vand, tæpper eller adgang til toilet. En fange besvimede endda. Vrede Det meldte de til Rasmus Amstrup om morgenen, og han blev for alvor gal. Han gik over i lejrens kantine og forklarede Flach sagen. Som så sørgede for mad, vand og tæpper til fangerne. Det var her, at Amstrup sagde, at hans soldater ikke ville deltage i bevogtningen af fanger. Uden at blive modsagt af lejrchefen. Faktisk var spejdereskadronen så rasende, at spejderne overvejede at informere forsvarsminister Søren Gade (V), da han tre måneder senere besøgte lejren i Irak. Men de undlod at gøre det, fordi de havde meldt sagen til Henrik Flach, og så måtte han tage affære over for ministeren. Hvilket han dog ikke gjorde. Støtte til Hommel fra jurist Til gengæld fik både Annemette Hommel og de fire tiltalte militærpolitisergenter støtte fra lejrens daværende militærjurist, Kurt Borgkvist, da han torsdag vidnede i byretten. Selv om han ikke overværede afhøringerne, afviste han, at de tiltalte var gået over stregen. I stedet fremførte han, at de internationale regler for opbevaring og afhøring af fanger er holdt i »overskrifter«, og at de ikke indeholder konkrete anvisninger. »Jeg havde flere samtaler med Hommel, hvor hun ville vide, hvad hun kunne tillade sig. Men jeg kunne ikke hjælpe. De konkrete regler var der bare ikke«, sagde Borgkvist og trak på skuldrene. Stemmen overraskede Han kunne dog godt præcisere, hvornår det bliver ulovligt at anvende en stressfremkaldende stilling: »Selvfølgelig må man godt sætte folk på knæ. Men ikke så længe, at det begynder at gøre ondt, eller hvis man gør det for at presse oplysninger ud af folk«. Men det havde han ikke oplevet. Kun én ting havde overrasket ham, da han havde stået uden for afhøringsteltet og lyttet: »Jeg fik nærmest et chok over, at Hommel kunne råbe så højt. Men det er jo en ganske almindelig udspørgningsteknik«.