Den 24-årige mand, der i weekenden blev dræbt af skud ved natteklubben Rust på Nørrebro, er blevet mindet ved en ceremoni i moskéen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Omkring 1.000 mennesker var mødt op for at tage afsked med skudofferet. Den 24-åriges bror blev ramt af skud i låret ved episoden. Muslimer vil mægle Siden skyderiet har der hersket en anspændt stemning på Nørrebro. Familien til den dørmand, der er varetægtsfængslet for drabet, er blevet fjernet fra Nørrebro og lever under politibeskyttelse. I et forsøg på at undgå en hævnaktion vil Det Islamiske Trossamfund nu mægle mellem de to familier, der var involveret i skudepisoden ved Rust. 200.000 kroner i kompensation Imam Abu Laban fra Det Islamiske Trossamfund siger, at han har fået et verbalt løfte fra faderen til den afdøde Ammar Mahmud Hasan om, at der ikke vil komme nogle hævnaktioner fra familien. Det, forventer han, bliver overholdt af hele familien også den afdødes brødre. »Når nogen giver deres ord inden for en sluttet kreds, bør andre også være bundet af det. Det handler om familiemæssige værdier«, siger Abu Laban ifølge Ritzau. Han foreslår desuden, at dørmandens familie betaler 200.000 kroner til familien, hvis søn blev dræbt. Kasem Ahmad, der er talsmand for Det Islamiske Trossamfund, afviser at betegne pengene som blodpenge. »Familien har mulighed for at afvise at modtage penge og tilgive den anden familie i stedet. Det ville være den bedste situation. Det er ikke blodpenge. Det er en slags erstatning eller kompensation for drabet. Det er en afslutning på situationen i stedet for en hævnaktion«, siger Kasem Ahmad til Ritzau. Han forventer, at der kommer en fredelig løsning om cirka en måned. Bror dukkede ikke op Allerede inden skudepisoden fandt sted var den 34-årige dørmand raget uklar med en gruppe unge andengenerationsindvandrere. Lørdag aften var sammen med sin svoger i færd med at reparere et overvågningskamera foran Rust, da han blev angrebet med flasker og køller af en gruppe seks-syv unge mænd, alle med indvandrerbaggrund. Derefter trak dørmanden sin pistol frem og affyrede de dræbende skud. Skudofferets 30-årige bror, der blev såret ved episoden er sigtet for at have deltaget i overfaldet. Men ved en befrielsesaktion blev befriet af hætteklædte mænd fra sin hospitalsseng på Rigshospitalet. Ifølge Kasem Ahmad var storebroderen ikke til stede ved mindeceremonien. »Nogle af hans brødre var her. Hans far og mor er rejst. Den 30-årige storebror var her ikke, og vi ved ikke, hvor han er«, siger han. Familien ønsker at begrave den døde på Vestbredden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























