Stærkt svækket af sygdom nåede pave Johannes Paul II at godkende byggeriet af et nonnekloster i Maribo til 35 millioner kroner, skriver Lolland-Falsters Folketidende. Ifølge kilder tæt på den mest indflydelsesrige kvinde i den katolske kirke, Birgittinerindernes generalabbedisse Moder Tekla i Rom, var tegningerne til klosterbyggeriet ifølge avisen det sidste dokument, pave Johannes Paul II underskrev, inden han døde den 2. april i år. Paven skrev under den 22. februar, da han netop var vendt tilbage til Vatikanet efter at have været indlagt på sygehus i flere uger. Med sin underskrift gav han grønt lys til byggeriet af et 1200 kvadratmeter stort kloster på Refshalevej i Maribo. Her har Birgittinerinderne siden 2003 drevet et kloster og gæstehus i et gammelt børnehjem ved Søndersø. Fredag tog nonnerne det første spadestik til det nye kloster, der bliver bygget i klassisk stil med en central klostergård og en helt ny katolsk klosterkirke. Klosteret får plads til 14 nonner.
Nyt kloster i Maribo godkendt af paven
Lyt til artiklen