V: Thorning har ikke leveret varen

Den nye S-formand Helle Thorning-Schmidt har ikke kunnet levere varen, mener Jens Rohde. - Foto: Jesper Stormly Hansen
Den nye S-formand Helle Thorning-Schmidt har ikke kunnet levere varen, mener Jens Rohde. - Foto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

»Det er ikke så ringe endda«, lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jens Rohde. Venstre er nemlig ifølge en ny meningsmåling tilbage som Danmarks største parti, selv om V faktisk taber en anelse terræn i forhold til valgresultatet. Og årsagen er klar ifølge Jens Rohde: Den nye S-formand Helle Thorning-Schmidt har ikke kunnet levere varen. »Det er måske gået op for nogle, at hun ikke har leveret varen. Hun har været meget markant i sin kritik af den tidligere S-ledelse i forbindelse med forhandlingerne om kommunalreformen. Men hun har stort set ikke ageret anderledes. Hun er kun med på halvdelen og stort set kun det symbolske«, siger Jens Rohde. Kynisk magtspil Den iagttagelse er SF's nye formand Villy Søvndal helt enig i, men ifølge ham, så har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og regeringen haft gang i et kynisk magtspil, hvor det for alt i verden ikke skulle lykkes Helle Thorning-Schmidt at lave forlig. Eneste formål har været, at regeringen nu til offentligheden kan sige, at hun ikke har kunnet levere den lovede vare. »Hun har sagt, at hun kunne lave forlig, og der har Fogh været kynisk: Når hun kom to skridt fra døren, så har han smækket den i. Og det er ikke noget tilfælde. Os, der har kendt ham i mange år, ved godt, at han gør den slags. Der har hun måske haft nogle overdrevne forventninger om venlighed og åbenhed fra Anders Fogh, men den misforståelse skal man aldrig lave«, siger Søvndal. Det kyniske magtspil kender Rohde ikke noget til: »Der må jeg sige, at kommunalreformen - med al respekt for Socialdemokraternes formand - er vigtigere. Meget vigtigere end om Socialdemokraternes formand kan triumfere over at kunne lave forlig eller ej. Vi har på ingen måde været kyniske og smækket døren i«, hævder han. I forhold til aprilmålingen vinder den borgerlige side en anelse: 0,6 procentpoint. Set i forhold til valget er det venstrefløjen, der hiver 2,6 procentpoint hjem. Dermed er der dog fortsat pænt borgerligt flertal. Fremgang for SF Den store fremgang sporer man på den yderste venstrefløj. Den nye SF-formand Villy Søvndal går igen frem, så han vinder to mandater i forhold til valget i februar. »Det er vel og mærke i en situation, hvor vi ikke har dagsordenen med os, nemlig EU-traktaten«, siger Søvndal, der har svært ved at styre begejstringen: »Jeg er personligt glad for det. Jeg lovede et skarpere SF og det synes jeg, vi har vist. Der er en god stemning og tro på, at vi er på vej frem. En begejstring og en helt ny tro på, at SF er det venstreorienterede parti i Danmark«. Der er dog mindst 4,2 procent af vælgerne, som ikke er enige i den betragtning, nemlig de, som vælger Enhedslisten. Partiets Line Barfod kan ikke huske, at partiet nogensinde har været så højt oppe i en Vilstrup-måling. »Protesten mod nyliberalismen fra Holland og Frankrig har bredt sig til Danmark. Nu vil folk have verden indrettet på en ny måde«, lyder hendes forklaring på det pludselige hop.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her