Ved første øjekast ser det ud som om, at Keld Willumsen bare er ude at køre en tur med anhænger bag på cyklen, sådan som han kommer trillende på den stille vej i Strøby på Stevns. Men han pedalerer slet ikke. Rollerne er byttet om, så anhængeren skubber. Det tog den 78-årige tidligere smed og maskinarbejder et års tid at bygge den elektriske anhænger. »Jeg er enkemand, så noget skal jeg jo finde på. Motoren har jeg importeret fra Italien, og så købte jeg to akkumulatorer på tilbud hos Harald Nyborg til at drive den«, siger han. Anhængeren er af standardtypen, og motor, gearkasse og batterier er monteret under ladet, så der stadig er masser af bagageplads. Keld Willumsen har beregnet, at skubberen kan få cyklen op på 28,3 kilometer i timen - og den skulle kunne køre 60-70 kilometer på en opladning. Anhængeren hjælper også til, når man bremser. »Det sker efter samme princip som på en campingvogn. Desuden arbejder jeg på et kuglekoblingssystem og på en elektronisk version. Man kan sige, at den i øjeblikket virker som en knallert, men jeg skulle gerne have den udbygget med noget elektronik, så farten kan styres af, hvor hurtigt, man pedaler«, forklarer Keld Willumsen. Opfindelsen kan gøre livet lettere for ældre cyklister og for børnefamilier, mener han, og hører gerne fra eventuelle investorer - Bagsiden formidler kontakt. »Den er i hvert fald alle tiders, hvis man lige skal hen at handle«, påpeger opfinderen, drejer på gashåndtaget og forsvinder i det fjerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























