Svinetransport var groft uforsvarlig

Lyt til artiklen

96 smågrise døde tilsyneladende af iltmangel, da de i forrige uge tæt sammenstuvet blev kørt cirka 1.000 kilometer sydpå fra Præstø til den tyske by Passau. Da transporten blev opdaget af det tyske politi, havde grisene ingen strøelse, vandtankene var tomme, og en af lastbilens etager var dækket af et cirka 15 centimeter tykt lag urin. I bilens båse lå udmattede og tørstige dyr, andre var tilskadekomne eller døde. På vognens 4. etage var overfladearealet ifølge de tyske politimyndigheder ikke engang stort nok til de døde svin. Politianmeldelse på vej I en redegørelse om sagen konkluderer Fødevarestyrelsen, at transporten »må karakteriseres som groft uforsvarlig behandling af dyr«. Redegørelsen blev i går afleveret til familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K), og Fødevarestyrelsen har bedt styrelsens regionskontor i Ringsted, der godkendte transporten, om at politianmelde vognmanden og chaufføren. Samtidig har den dyrlæge, der godkendte transporten før afgangen fra Lynggården i Præstø, veterinærchef Svend Johansen, fået en næse af Fødevarestyrelsen. Dyrlægen foretog ifølge redegørelsen et konkret fejlskøn, da han ikke greb ind over for den tætte sammenstuvning af grisene på lastbilen. Ifølge de tyske politimyndigheder, som opdagede transporten på en rasteplads klokken 5 om morgenen 18. maj, var der en overbelægning på 24 procent svarende til 124 dyr efter dansk lovgivning eller 160 dyr efter tysk. Burde være opdaget »Det er klart, at dyrlægen burde have opdaget overbelægningen. Det fejlskøn er ikke tilfredsstillende«, siger Anders Munk Jensen, direktør for Fødevarestyrelsen. Af et notat fra Svend Johansen til Fødevarestyrelsen fremgår det, at han den pågældende morgen, da grisene blev læsset, var til stede på Lynggården i to en halv time, og at han én gang var på et af bilens dæk for at se et læsset afsnit. Han fik oplyst af svinebesætningens ejer, at grisene var en uge større end ved tidligere transporter, og derfor gav dyrlægen godkendelse til transport af 639 dyr i modsætning til de ønskede 700. Alligevel var der tilsyneladende læsset 11 grise mere end oplyst. Men selv om dyrlægen altså foretog et konkret fejlskøn, konkluderer Fødevarestyrelsens redegørelse, »at ansvaret for transporten påhviler transportøren og chaufføren«. Eksempelvis var bilens ventilationssystem ikke aktiveret, vandtankene var tilsyneladende tomme, og meget tyder på, at grisene ikke blev tilset undervejs. Fødevarestyrelsen skriver i redegørelsen, at den vil benytte anledningen til at skærpe sit tilsyn med de enkelte regioners kontrol af svinebesætninger og transporter. SF kræver nye regler Men den reaktion er ikke tilstrækkelig, mener SF. Partiets dyrevelfærdsordfører, Kristen Touborg, vil søge et flertal i Folketinget for konkrete læsseplaner. »Der skal være en plan over bilen, der beskriver, hvor mange grise der skal ind i hvert enkelt bur og sti. Dyrlægen skal simpelthen stå på rampen og tilse, at tingene foregår rigtigt«, siger Kristen Touborg, der dermed vil styrke dyrlægens ansvar. Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed er i dag i åbent samråd om Fødevarestyrelsens redegørelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her