Barsebäck trækker stikket ud

De sorte skyer hænger tungt over Barsebäck denne tirsdag aften. Efter 30 år er det tid at lukke og slukke for det omstridte atomkraftværk, og en strid strøm af biler passerer som et begravelsesfølge gennem den bevogtede port. I den voldsomme blæst står nogle tapre få demonstranter og fryser. Nej til kulkraft 'Kärnkraft - ja, kolkraft - nej' og 'Barsebäck är skånskt' står det på de rødgule bannere. Det er Skånes selvstændighedsparti, som har foldet dem ud, og de fremtrædende skånske løsrivelsespolitikere på den yderste højrefløj, som er dukket op, kæmper med at holde dem i vinden. »Vi er overbeviste om, at vi kan genåbne Barsebäck i 2011, når Skåne er blevet frit fra Sverige«, siger formanden, Carl P. Herslow. En mand i blå løjtnantsuniform peger med fleuretten og udfordrer Danmark til krig igen. Denne gang er det ikke Skåne, Halland og Blekinge, man vil have tilbage, men Barsebäck.På den anden side af gaden står to forfrosne danskere fra Reel Energioplysning med håndskrevne plakater. »Stupiditeten har sejret! Til helvede med miljøet!«. Alle deres venner er gået indenfor i varmen hos Barsebäck, men Per Bräns og Heinz Hansen, der i mange år arbejdede sammen på Risø-værket, nægtede. »Vi synes, Sydkraft har svigtet. Det er så sørgeligt, at man må græde, at man nu lukker et så velfungerende atomkraftværk som Barsebäck«, siger de, før de pakker plakaterne sammen og går til bilen for at køre hjem til Danmark. Nedtælling til nul Inde i Barsebäcks konferencesal kæmper mere end 70 journalister med personalet om pladsen, og oppe på det hvide lærred kan man følge nedtællingen i kontrolrummet. Når værket kører normalt, producerer det 600 megawatt, men i de sidste par dage har det kun kørt på 70 pct. Måleren er nu nede på 355 megawatt, og lige før midnat vil den være nede på 0. For de ansatte Anders Ransheim, Jonas Håkansson, Jan Anders Hägg og John Andersson er det et sørgeligt syn. De har alle været ansatte i en årrække og synes, at det føles mærkeligt at være vidner til, at deres arbejdsplads går i graven lige så stille. »Det er uvirkeligt. Vi har været forberedte, men vi håbede til det sidste. Når nu dagen er her, føles det tungt«, siger Anders Ransheim, tillidsmand på værket. Jan Anders Hägg arbejdede på Kockumsværftet i Malmø frem til nedlæggelsen i 1978. Så fik han job på Barsebäck og troede, at det var den sidste arbejdsplads, han ville være på. Nu er han 56 år og ved ikke, hvad fremtiden byder. »Det bliver måske lidt svært. Mange af de andre har fået gode jobtilbud, men det har været sværere for mig, måske på grund af min alder«, siger han. De er alle enige om, at Barsebäck har været en fantastisk arbejdsplads. Og det er jobbet og kollegerne, som de alle vil komme at savne allermest. Vrede over lukningen Alle er de vrede over den svenske regerings beslutning, som de mener svigter den svenske befolkning. »Folk i Sverige er positive over for atomkraft og mest positive er dem, der bor tættest på. Og tænk, hvor mange penge man spilder på at lukke et velfungerende værk«, siger Jonas Håkansson. De føler sig dybt krænkede af de danskere, der bruger aftenen på at fejre nedlæggelsen. Det kan man simpelthen ikke være bekendt, mener de. »Har I hørt, at danskerne vil lave et fyrværkeri i Barsebäck Havn i aften. Er det ikke forfærdeligt?«, siger John Andersson og får medhold af Jonas Håkansson. »Jeg forstår dem ikke. Det er vel o.k., at ikke kunne lide atomkraft, men dette handler jo også om mennesker. De mangler respekt for os, og det synes jeg er sørgeligt«, siger han. Det er tid til det sidste måltid i kantinen med havudsigt. Mens mørket lægger sig over Øresund, spiser de ansatte laks, kylling pastasalat og hjemmebagt brød i stearinlysets skær. I morgen er der morgenmad for alle og tid til at starte på en frisk. Da begynder et nyt kapitel i de 360 ansattes liv. Men endnu er det sorgen, der præger nedtællingen på det hadede - og elskede - Barsebäck.