Computer styrker skoleelevers indlæring og venskaber

Lad bare tegningen være kluddermudder«, siger Amy Jamphen (th.). Og det ser ud til, at klassekammeraten Rebekka Faber Karpatschof er enig. De går begge i 0. U på Oehlenschlægersgades Skole. - Foto: Anders Birch
Lad bare tegningen være kluddermudder«, siger Amy Jamphen (th.). Og det ser ud til, at klassekammeraten Rebekka Faber Karpatschof er enig. De går begge i 0. U på Oehlenschlægersgades Skole. - Foto: Anders Birch
Lyt til artiklen

Hvis der er computere i børnehaveklassen, er det med til at styrke børnenes begrebsindlæring. Tosprogede eller sprogligt svage børn lærer lettere, at det hedder 'banan', 'æble' og 'kirsebær' i stedet for blot overbegrebet 'frugt', hvis computeren er en del af måden at lære dem det på. Det viser det første projekt om it til indlæring i børnehaveklasser. Over 1.000 børn på 27 skoler i hele landet - dog primært i København - har deltaget i projektet, som Københavns Kommune og IBM står bag. Elsker at eksperimentere »Eleverne er yderst motiverede for læring, når de får computeren som arbejdsredskab. De elsker at eksperimentere. Børnene har for eksempel lavet hver sin elektroniske rimebog, hvor de selv skulle skrive, tegne og indtale deres tekst. Sådan et forløb er vældig givtigt for vores tosprogede elever. Normalt er det svært for dem at lære ord, de ikke har hørt på deres eget modersmål, men i computerprogrammerne møder de ordene på både skrift og i tale«, siger børnehaveklasseleder Susanne Guldhammer Andersen, der startede projektet på Oehlenschlægersgade Skole på Vesterbro i København. Dåseåbner Uddannelses- og ungdomsborgmester i København Per Bregengaard (Enh) ser det som en glimrende vej frem at bruge it i børnehaveklasserne som et supplement til de almindelige aktiviteter: »Det er en ny måde at understøtte indlæring på, som kommer nogle udsatte børn til gode. Så det vil jeg gerne se mere af«. Han ser heller ingen problemer i, at kommunen samarbejder med et privat firma som IBM om at udvikle nye ting til undervisningen. »Vi bidrager med arbejdskraft og får nye muligheder til gengæld. Det er helt fint, så længe det ikke er de private, der sætter dagsordenen eller skummer fløden«, siger Per Bregengaard. Undersøgelsen af pilotprojektet fremhæver, at det ikke blot styrker it- eller sproglige kompetencer, når computerne er integreret som et naturligt led i både undervisningen og legen. Maskinerne har også været 'en dåseåbner' til socialt samvær med nogle af de børn, som man normalt ikke leger med. Det har de også oplevet på Oehlenschlægersgade Skole: Selvtillid fordeles »Normalt er børnene meget selektive, når de vælger legekammerater. Men computeren åbner op for nye kontakter. Det har givet nogle lidt svage børn et løft af selvtillid, når de pludselig bliver brugt som hjælper af de andre, fordi de kan finde ud af at gemme et dokument eller printe tegninger til hele klassen«, påpeger Susanne Guldhammer Andersen. Næste computerprojekt i børnehaveklassen på Oehlenschlægersgade Skole er at integrere forholdsord i børnenes kommunikation. Så de kommende uger skal eleverne ud at fotografere hinanden ved siden af gyngen, under bordet og bag ved skiltet. Billederne bliver lagt ind på klassens to computere, og børnene skal så til tasterne og skrive, hvor kammeraterne står. Til sidst samles billeder og tekst til en hjemmelavet læsebog.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her