Hvor går den handikappede hen, hvis kommunen ikke tilbyder den rette sociale hjælp? Sådan spørger Stig Langvad, der er formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, ved indgangen til en helt ny social indretning af Danmark som led i kommunalreformen. Han giver socialminister Eva Kjer Hansen (V) plusser for flere af de nye tiltag, men er bekymret for, at handikappede ikke får mulighed for at få vurderet deres behov af andre øjne end kommunens. »Når kommunerne får det fulde ansvar, forudsætter det, at de kan leve op til det og kender deres muligheder og begrænsninger«, siger Stig Langvad, der tvivler på, at »kommunerne objektivt sætter sig ned og vurderer, hvad de kan og ikke kan«. Borgeren skal ikke være kastebold Han frygter således, at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang vil søge den hjælp og vejledning, som de har mulighed for i en af nyskabelserne - en national videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Derfor ser han gerne, at handikappede og deres familier også får adgang til en egentlig sagsbehandling i VISO og ikke kun specialrådgivning, som socialministeren har bestemt og holder fast i: »Den store gevinst er netop at samle kompetencen hos én myndighed, så de ikke kan sende problemet videre og dermed gøre borgeren til kastebold«, siger Eva Kjer Hansen. Nævnet skal handle hurtigt Hun understreger samtidig, at retssikkerheden bliver styrket i en særlig lov til efteråret. Fremover skal det tydeligt fremgå af sagsbehandlingen, hvilke behov den handikappede har, hvilke indsatser der er nødvendige, og hvilke tilbud, der gives. Desuden bliver det muligt at klage til Det Sociale Nævn, hvis kommunen f.eks. ikke inddrager VISO. Men det beroliger ikke helt Stig Langvad. »Jeg er ikke sikker på, det er nok. Så skal nævnet i hvert fald handle hurtigt, og de skal være i stand til at vurdere fagligheden i en kommune. Det kan være svært«, vurderer han. Mangler mægler Det samme kan det være at blive enige om de såkaldte rammeaftaler, som bl.a. skal sikre det nødvendige antal institutionspladser, mener Stig Langvad. Hvert år skal kommunerne sende en redegørelse over behovet til regionen, som derefter laver et udkast til rammeaftalen, der endelig skal til forhandling mellem region og kommuner. »Men hvad så, hvis de ikke bliver enige? Der mangler en mæglerfunktion, der træder til og sikrer en aftale, hvis der er uenighed. Ligesom når der forhandles overenskomster med en forligskvinde«, siger Stig Langvad. Socialministeren er imidlertid ikke bekymret og fremhæver, at »de har en interesse i at blive enige«. Tilbud på nettet Selv om Stig Langvad har en række indvendinger mod de nye sociale strukturer, ser han også positive sider i det, socialministeren selv kalder »en markant forbedring og et godt fundament for den sociale indsats«. Han mener, den nye tilbudsportal på nettet, hvor alle kan få et overblik over godkendte institutioner, er en god ide. VISO giver en bedre viden og specialrådgivning. Og endelig fremhæver han, at alle kommuner får et handikapråd, der skal høres om rammeaftalerne. Men Stig Langvad er ærgerlig over, at rådene først bliver nedsat 1. april 2006, når de første udspil til rammeaftaler skal ligge klar 15. februar 2006. »Så starter vi med at løbe efter noget, der allerede er i gang. Det er et minus«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























