Fem unge fra Nørrebro i København sigtes af politiet i sagen om et brutalt røveri i februar, hvor ansatte i en bank blev holdt fanget i en time, før røverne stak af med 1,3 millioner kroner. Gruppen betegnes af politiet som multikriminel, og en af de anholdte mistænkes således for at have drevet en hashklub. Kriminalinspektør Henrik Svindt fra røveriafdelingen på Politigården oplyser, at samtlige fem - fire mænd og en kvinde - fremstilles for en dommer i dag med krav om varetægtsfængsling. Røveri på bank Politiet mener, at mændene deltog i røveriet, mens kvinden sigtes for besiddelse af narkotika. Røveriet gik ud over Arbejdernes Landsbank på Enghave Plads i København den 14. februar. I en stor operation foretog politifolk ransagninger på adskillige adresser, og de fandt kokain, hash, store pengebeløb, skudsikre veste, tyvekoster og patroner, oplyser Henrik Svindt. Tre af de anholdte har indvandrerbaggrund, mens to er af dansk herkomst. Tog gidsler under røveriet Under røveriet trængte to mænd ind i Arbejdernes Landsbank, og de ventede, mens den ene efter den anden af medarbejderne dukkede op på arbejdspladsen. De blev systematisk afhørt af røverne, der truede dem med en pistol og et oversavet jagtgevær. En af de ansatte blev lagt i håndjern, mens to andre blev bundet med såkaldte plasticstrips. Til sidst blev de gennet ned i et arkivrum, hvor de sad, indtil politiet blev alarmeret. Frihedsberøvelsen varede i en times tid.
Politiet anholder bande fra Nørrebro
Lyt til artiklen