Mælk nedsætter risikoen for sukkersyge

- Foto: Lars Skaaning
- Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Fedtfattige mælkeprodukter har vist sig at have en uventet egenskab - de nedsætter tilsyneladende risikoen for at få folkesygdommen type 2-diabetes. Det konkluderer amerikanske forskere efter at have fulgt over 41.000 mandlige forsøgspersoner i 12 år. »Man skal holde sig for øje, at denne egenskab kun gælder mælkeprodukter med et meget lavt indhold af fedt som f.eks. letmælk og skummetmælk. De fedtrige mælkeprodukter vil have den stik modsatte effekt på diabetes, fordi man så vil indtage for mange animalske fedtstoffer«, siger professor, overlæge, dr.med. Oluf Borbye Pedersen, Steno Diabetes Center i Gentofte. Type 2-diabetes, der tidligere ofte blev benævnt gammelmandssukkersyge, hænger nøje sammen med livsstil og ernæring. Interessant nyhed »Vi ved fra flere store behandlingsforsøg, at det er muligt at ændre folks motions- og kostvaner og derved mindske risikoen for, at selv højrisikopatienter får diabetes 2. Det er også interessant, at mange befolkningsundersøgelser viser, at bl.a. et moderat kaffeforbrug mindsker risikoen for diabetes 2. Men det er nyt og lidt overraskende, at det også gælder fedtfattige mælkeprodukter. Det er bestemt en interessant nyhed, ikke mindst i et landbrugsland som Danmark«, siger Oluf Borbye Pedersen. Undersøgelsen omfatter mænd i alderen 40-70 år og er offentliggjort i det meget ansete tidsskrift Archives of Internal Medicine. Bag forskningen står en gruppe fra Massachusetts General Hospital i Boston. I en kommentar i tidsskriftet skrevet af en uafhængig forsker, Janet C. King, kaldes undersøgelsen »endnu en påmindelse om den potentielle vigtighed af et dagligt mælkeindtag og værdien af, at der fortsat forskes i dette område«. »Bioaktive komponenter« Janet C. King noterer sig, at mælk indeholder aminosyrer, vitaminer, mineraler og en række »bioaktive komponenter«, hvoraf flere beskytter mod udefra kommende giftstoffer og sygdomsfremkaldende organismer. Hun understreger, at mælkeprodukters betydning for sundheden er meget kompleks og formentlig varierer en del fra menneske til menneske. Oluf Borbye Pedersen: »Det er selvfølgelig en begrænsning i undersøgelsen, at den kun omfatter mænd og er udført som et såkaldt befolkningsstudie, fordi oplysningerne derved baseres på deltagernes egne indrapporteringer. Til gengæld er det en styrke, at der er så stort et antal deltagere, og at man har fulgt dem i så mange år«. Fedtfattig mælk er også kendt for at kunne nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdom, tyktarmskræft og forhøjet blodtryk, hvorimod al mælk kan øge risikoen for prostatakræft. I den nye undersøgelse mindskedes mændenes risiko for type 2-diabetes med 23 procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her