Flertal vil af med dyrlæge efter svinedød

Lyt til artiklen

Det er Dyreværnsrådets troværdighed, der står på spil i sagen om grisetransporten, der endte med 97 døde svin. Det mener et flertal i Folketinget, der vil have kredsdyrlæge Svend Johansen fjernet fra posten som formand for rådet, der er regeringens øverste rådgivende instans i dyrevelfærdsspørgsmål. Svend Johansen var den kontrollerende dyrlæge, der sidste tirsdag angiveligt overså, at en svinetransport var lastet med alt for mange smågrise. Ødelæggende for renomeet »Hvis det forholder sig som beskrevet, så er jeg af den klare opfattelse, at den pågældende ikke kan bestride jobbet som formand«, siger fødevareordfører Allan Niebuhr (K). »Den sag er meget ødelæggende for renommeet for hele erhvervet«. Gaderet Det er i store træk en holdning, der deles af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten: »Det virker helt ubegribeligt, at en mand kan skønne så forkert, så hvis jeg var ham, ville jeg trække mig. Jeg har vanskeligt ved at tro, at der kan komme en forklaring, der er så god, at han kunne fortsætte, uden at det ville underminere Dyreværnsrådets troværdighed«, siger Per Clausen (Enh). SF, de radikale og Venstre vil vente på den endelige redegørelse fra Fødevarestyrelsen, før de fælder dom: »Det er ved at blive den rene gaderet. Lad os lige først høre, hvad sagen drejer sig om«, siger Karsten Nonbo (V). Politianmeldt I går meldte foreningen Dyrenes Beskyttelse Svend Johansen til politiet. Anmeldelsen omfatter også vognmand Peter Ottesen, der indsatte en for lille lastbil uden at oplyse om det, og svineavler Peder Andersen, der blandt andet har undladt at registrere kørslen hos myndighederne. »Vi vil have placeret et ansvar. Det er dybt problematisk, når den kontrollerende instans i dette tilfælde er en tilfældig ansat på et cafeteria i Sydtyskland«, siger direktør Ole Münster. Også tysk politi undersøger, om der er grundlag for sigtelser. En masse utryghed Svend Johansen ønsker ikke at kommentere sagen, men hans chef i region Ringsted, Per K. Christiansen, støtter ham: »Han er anerkendt for sin faglige dygtighed, ikke bare i Ringsted, men også i veterinærkredse bredt herhjemme. Mine dyrlæger i Fødevareregion Ringsted siger, at når det her kunne ske for Svend, så kunne det ske for os alle. Det har skabt en masse utryghed«, siger han. »Det betyder nu, at vi vil have forbedret vores kontrolgrundlag. Vi må have indført regler, hvor vognmændene i indregistreringen angiver en lastbils lastareal og fremsender en registrering med en tro og love-erklæring til myndighederne.«. Læsseplaner En lignende ide om såkaldte læsseplaner har SF fremsat, og justitsminister Lene Espersen (K), er positiv: »Jeg vil nu drøfte meget intenst med familie- og forbrugerministeren, hvordan vi kan stramme reglerne yderligere. Vi skal vanskeliggøre det for de få brodne kar i branchen«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her