Danmark har været én af USA´s mest loyale støtter i Irak-krigen. Nu kommer den personlige belønning fra chefen for verdens mægtigste nation - George W. Bush. Sammen med sin kone, Laura Bush, vil han 6. juli lægge vejen forbi Danmark, og statsminister Anders Fogh Rasmussen ser frem til besøget. »Allerede under mit første besøg i Det Hvide Hus i marts 2002 inviterede jeg præsident Bush til Danmark. Jeg er derfor glad for, at jeg nu omsider får mulighed for at gengælde præsidentens gæstfrihed«, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse. Besøgte Bush i fredags I fredags var den danske statsminister på besøg i Det Hvide Hus i Washington, hvor han diskuterede verdenspolitik med USA´s præsident i Det Ovale Værelse. Nu gengælder Bush besøget. »Det er kun anden gang, en amerikansk præsident aflægger besøg i Danmark. Besøget vidner om de særdeles gode forbindelser, der er mellem Danmark og USA. Jeg ser meget frem til præsidentens og fru Laura Bushs besøg«, siger statsministeren. Clinton på lynvisit Detaljerne for besøget er ikke på plads endnu, men statsministeren regner med, at der under præsidentens korte besøg vil være mulighed for, at han møder både repræsentanter for oppositionen og kongehuset. »Det hører sig også til, at når der kommer en statschef for et andet land, så møder han også det danske statsoverhoved. Men der er mange ting, der skal falde på plads«, siger Anders Fogh Rasmussen ifølge Ritzau. I 1997 gennemførte den demokratiske præsident Bill Clinton under et stort sikkerhedsopbud et lynvisit i Danmark. 11. juli landede han med sit private fly Air Force One, hvorefter han i helikopter fløj videre til til Fredensborg Slot. Dagen efter holdt han møde med statsminister Poul Nyrup Rasmussen inden talte foran omkring 80.000 tilhørere på Nytorv i København. Herefter rejste præsidenten videre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























