Fogh siger god for krig uden FN-mandat

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blåstempler et forslag fra Venstre, om at danske soldater skal kunne sendes i krig uden et FN-mandat imod 'slyngelstater', der for eksempel producerer masseødelæggelsesvåben. »Der kan være ekstraordinære situationer, hvor en international militær operation kan være berettiget, selv om der ikke foreligger et udtrykkeligt nyt FN-mandat,« siger Anders Fogh Rasmussen. Sikkerhedsrådet blokeret »Selvfølgelig skal en sådan operation have grundlag i international lov og ret. Men der kan faktisk opstå situationer, hvor Sikkerhedsrådet af en eller anden grund er blokeret, og hvor vi er nødt til at handle«, sagde statsministeren i dag i Folketingets spørgetid, nyligt hjemvendt fra sit besøg i USA. Anders Fogh Rasmussen henviste til, at det for eksempel også var holdningen i Folketinget i 1999, da et flertal valgte at støtte NATO's indgriben i Kosovo-konflikten, selv om der ikke var et direkte mandat i en resolution fra Sikkerhedsrådet. Stor modstand mod forslaget Forslaget fra Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, har ellers mødt modstand fra et flertal i Folketinget. Kun Dansk Folkeparti har støttet forslaget, mens både regeringspartneren Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne har ment, at det er det forkerte forslag på det forkerte tidspunkt. Endnu hårdere kritik har lydt fra De Radikale, SF og Enhedslisten. Må Kina og Rusland gå i krig uden FN-mandat? SF's formand, Villy Søvndal, kritiserede da også under debatten i folketingssalen statsministeren for dermed at give USA en blankocheck til fremtidige militærangreb. »Hvem kan så gå til angreb uden om FN? Jeg er ikke i tvivl om, at statsministeren synes, at USA kan. Det var det, der skete i Irakkrigen. Men så kan andre koalitioner vel også? Spørgsmålet er, om hvis man undsiger FN, betyder det så ikke, at ethvert land med eller uden en koalition kan gå i krig på det grundlag, som det land synes er nødvendigt - for eksempel Rusland eller Kina - eller er det kun en USA-ledet koalition, der kan efter statsministerens opfattelse«, sagde Villy Søvndal. Anders Fogh Rasmussen fastholdt dog, at 'der skal gælde det samme regelsæt for store så vel som for små'. »Men der kan faktisk være situationer, hvor jeg ikke i dag vil stå og tage stilling til fremtidige situationer. Det kan jeg ikke, det vil jeg ikke«, forklarede statsministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her