Hver morgen afleverer eleverne på Charlotteskolen i Vejle deres mobiltelefon i en aflåst postkasse. Først når skoledagen er omme, bliver der åbnet op for elektronikken. Charlotteskolen i Vejle er langtfra den eneste mobilfri skole. 13,5 procent af landets folkeskoler har nemlig et totalt forbud mod mobiltelefoner, fremgår det af en e-mail-rundspørge, som Politiken har foretaget på landets omkring 1.600 folkeskoler. Nej til sodavand Over halvdelen af skolerne har deltaget i undersøgelsen, der også viser, at hver femte folkeskole har totalforbud mod sodavand, mens slik og kager er forment adgang på næsten halvdelen af skolerne og kun tilladt til fødselsdage og sidste skoledag. Desuden har hver tredje skole skriftlige regler og retningslinjer for, hvilket sprogbrug skolen accepterer. Samtidig viser rundspørgen, at hver tiende skolebestyrelse i øjeblikket diskuterer, om der skal indføres retningslinjer for, hvordan elever og lærere skal gå klædt. Forældrene ringede Så langt er man endnu ikke nået på Charlotteskolen. Her er skoleinspektør Paul Erik Jacobsen til gengæld begejstret for mobilpolitikken. »Før i tiden sad eleverne med den ene hjernehalvdel nede i lommen og ventede på SMS'erne, og forældre ringede og brokkede sig til os over noget, der var sket halvandet minut tidligere, fordi eleverne ringede til dem«, siger Paul Erik Jacobsen, som får opbakning fra de 108 skoler, der har indført et totalforbud mod mobiltelefoner. Rigide regler Alligevel advarer lærere, elever og skoleledere nu om, at regeltyranniet i folkeskolen er ved at gå for vidt. »Regler er ikke løsningen på alt. De bliver meget hurtigt for firkantede, og så kan det næsten ikke undgås, at de bliver overtrådt. Regler og forbud får skolen til at virke alt for rigid og kontrollerende«, siger Erik Lorenzen, der er formand for Danmarks Skolelederforening. I stedet for at nedfælde den ene regel og det andet forbud efter hinanden synes Erik Lorenzen, at skolerne i stedet bør tale med pigerne om, at det for eksempel ikke er i orden at læne sig ind over katederet for at vise halvdelen af balderne og hele g-strengen i et par lavtaljede bukser. Eller fortæller drengene, at de skal lade være med at sende SMS'er midt i fysikforsøgene. Utilfredse elever Dresscode og totalforbud mod mobiltelefoner i skolen falder heller ikke i god jord hos eleverne. Her er formanden for Danske Skoleelever (DSE), Alexander Petersen, overbevist om, at en snak i klassens time kan løse en stor del af problemet. »Når man laver et forbud, vælger man den lette løsning. Man tager ikke eleverne med på råd og risikerer dermed, at de overhovedet ikke retter sig efter de mange regler og forbud. Det er i orden, at mobiltelefonen ikke skal forstyrre undervisningen, men skolen skal altså ikke blande sig i, hvor mange SMS'er jeg sender i frikvarteret«, siger Alexander Petersen, som frygter en forbudsskole fuld af regler og retningslinjer. Det gør formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, også. »Vi kan ikke løse alting med regler. Det handler om, at vi i folkeskolen skal lære eleverne at blive selvstændige individer med en forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Det lærer de altså ikke via regler og forbud«, siger han. Frikvarter med leg og snak Men forbud er nødvendige, mener Paul Erik Jacobsen fra Charlotteskolen. »Den mobilfri skole er en utrolig lettelse for både lærere og elever. Et par dage efter at vi havde indført reglen, fortalte et par elever fra 6. klasse for eksempel, at de nu var begyndt at lege og snakke sammen i frikvartererne«, lyder det fra skoleinspektøren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























