Flytning af TV 2-salg betyder intet

Trods en ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti er det stadig uklart, hvornår TV 2 bliver solgt. - Foto: Klaus Holsting
Trods en ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti er det stadig uklart, hvornår TV 2 bliver solgt. - Foto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Det får ingen betydning for salget af TV 2, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) er fyret som ansvarlig for privatiseringen. Det vurderer flere eksperter, der kender sagsforløbet indgående. Dansk Folkeparti håber ellers, at salget kan komme på skinner, efter at regeringen forleden efterkom sit støttepartis krav og lagde salget over til en styregruppe med finansminister Thor Pedersen (V) som formand. Men det sker næppe. Må vente på EU-sager »Den ny gruppe har samme motiv til at udsætte salget, som Brian Mikkelsen havde - nemlig de uafklarede TV 2-retssager. Derfor tror jeg ikke, at salget bliver fremskyndet. Sagerne skal afgøres, før tv-stationen kan blive sat til salg igen«, siger Asger Petersen, tidligere vicegeneraldirektør for statsstøtte i EU-kommissionen. Han var med til at starte undersøgelserne af statsstøtte til TV 2. Sagerne kan i værste fald ende med en milliardregning til tv-stationen på Kvægtorvet. Under 'eventuelt' Den økonomiske usikkerhed tvang regeringen til at udskyde salget 8. april i år. Dansk Folkeparti sagde, at de var utilfredse med kulturministerens håndtering af sagen. Partiet følte sig dårligt behandlet, fordi det som forligspartner ikke blev taget med på råd, da VK afblæste salget. DF fik blot besked på et møde med Brian Mikkelsen under punktet 'Eventuelt'. Dansk Folkeparti truede med at trække sig fra medieforliget, hvis salget ikke blev flyttet til Finansministeriet. Tirsdag flyttede regeringen salget. »Jeg betragter det som en ren politisk udmelding, der ikke får praktisk betydning for, hvornår TV 2 er solgt. Finansministeriet har hele tiden haft repræsentanter i den gruppe af embedsmænd, der har stået for det praktiske arbejde i salgsprocessen. Der er ingen reel sagsbehandlingsforskel, for de samme embedsmænd kommer til at sidde med sagen som hidtil«, siger medieforsker Frands Mortensen fra Aarhus Universitet. Rohde er ude i kulden Embedsmændene har rådgivet Brian Mikkelsen og de mediepolitiske ordførere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Nu er medieordførerne ude. Det betyder, at blandt andre Venstres Jens Rohde, der har været en af de varmeste fortalere for privatiseringen, ikke er tæt på salgsprocessen længere. Ud over Thor Pedersen sidder gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og Brian Mikkelsen i styregruppen. Mens selve salgsprocessen vil være uberørt af flytningen, så kan det få konsekvenser for, hvem regeringen kan samarbejde med om mediepolitikken, forudser Frands Mortensen: »Medieforliget mellem regeringen og DF udløber i 2006. Det er langtfra sikkert, at TV 2 er solgt til den tid, for retssagerne tager flere år. Regeringen har meddelt, at et kommende medieforlig skal indeholde, at VK og DF vil sælge TV 2. Det betyder, at man lukker alle andre partier ude fra medieforliget, for oppositionen vil ikke sælge TV 2«. Fra TV 2's bejlere lyder meldingen, at de betragter beslutningen om at flytte salget som et internt spørgsmål i regeringen, der ikke rykker ved udgangspunktet: at retssagerne i EU skal overstås, før TV 2 får ny ejer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her