Cirkus Benneweis er ikke skyld i, at en mand blev bidt af en hund ved en forestilling i 2001. Hunden var ejet af en artist, og cirkusset kunne derfor ikke stilles til ansvar, lød dommen fra Østre Landsret. Den forulempede mand har forklaret i retten, at han sammen med sin familie ville se de optrædende dyr i forestillingens pause på Bellahøj i København. Brækket arm I et telt sammen med dyrene var der også en logrende boxer, og manden gik hen for at klappe den, men hunden ændrede karakter og bed sig fast i hans arm. Siden hen fandt manden ud af, at armen var brækket. I byretten fik den tilskadekomne medhold, men fik kun tildelt halv erstatning, da retten mente, at han selv havde medvirket til skaden ved at tage kontakt til en stor hund. Cirkus Benneweis ankede dommen, og landsretten besluttede, at manden i stedet skal betale Cirkus Benneweis 15.000 kroner for sagsomkostninger.
Benneweis frifundet for hundebid
Lyt til artiklen