Arbejdsgivere positive overfor integrationsplan

Lyt til artiklen

Arbejdsgiverne og industrien bakker op om den særlige integrationsindsats, som regeringen foreslår over for ældre indvandrere og andre på langvarig kontanthjælp. Hvis der tilrettelægges individuelle genstartsplaner for de enkelte med vægt på danskundervisning og indsigt i danske samfundsforhold og arbejdsmarkedet, så er virksomhederne parat til at tage imod kommunerne, når de henvender sig om praktikpladser, vurderer direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Henrik Bach Mortensen. Hjælp til de som er blevet svigtet Han mener, at det er meget positivt, at regeringen nu vil tage fat på at forbedre integrationen af indvandrere, som har været her i lang tid, og som i mange tilfælde er blevet svigtet, fordi kommunerne har standset integrationsindsatsen, før de er kommet ud på arbejdsmarkedet. Mange arbejdsgivere siger, at de aldrig er blevet kontaktet af kommunen, påpeger han. »Den afgørende udfordring i Danmark er, at det kun er halvdelen af indvandrerne, der er ude på arbejdsmarkedet, og det er først og fremmest indvandrere, der har været her i lang tid, vi har svigtet indsatsen overfor«, siger Henrik Bach Mortensen. Skal følges til dørs Det eneste rigtige er ifølge DA-direktøren, at integrationsindsatsen skal følges til dørs, så kommunerne ikke slipper folk, før de er ude på arbejdsmarkedet. »Der må lægges planer for den glemte gruppe, så de kan få de rigtige kvalifikationer, og når de har det, er virksomhederne parate til at ansætte dem«, siger Henrik Bach Mortensen til Ritzau. Hos Dansk Industri siger vicedirektør Bolette Christensen, at den bedste integration er at få et arbejde, og at hun er overbevist om, at virksomhederne vil reagere positivt på, hvis der kommer synlighed over den enkelte indvandrers kompetencer. Indvandrerne er ikke én masse, understreger hun. »Hvis man kan stille krav om, at de skal kunne det danske sprog og kende det danske arbejdsmarked, er der en god pejling på, at de kan komme ind på det danske arbejdsmarked«, siger Bolette Christensen og peger på, at beskæftigelsen af indvandrere i fødevareindustrien allerede er i stigning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her