I takt med havetrampolinernes voksende popularitet registrerer skadestuerne flere og flere børn, som kommer til skade. Endnu er der ikke sket nogen alvorlig ulykke i trampolinerne, men antallet af brækkede arme og ben stiger. Overlæge Lars Binderup Larsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital siger, at der sidste år blev registreret 100 skader i forbindelse med trampoliner, mens tallet for 10 år siden var nede på 30. Advarer mod skader Men med den voldsomme hast, som trampolinerne bliver plantet i villahaverne over hele landet, er der udsigt til markante stigninger. »Det virker som om, at antallet vil stige endnu mere. Flere gange om ugen er der børn, der behandles. Men det er for voldsomt at slå alarm, selv om der er grund til at advare imod de skader, der kan ske«, siger Lars Binderup Larsen til. Skaderne opstår, fordi børnene falder skævt ned på springdugen, rammer kanten eller falder ud på plænen eller underlaget uden for trampolinen. »Det er typisk de lidt større børn i alderen 6 til 12 år, der kommer til skade«, siger Lars Binderup Larsen. Forhandlerne af trampoliner advarer imod at man hopper flere af gangen samtidig, og hos Ulykkes Analyse Gruppen har man set, at børn kommer til skade, når flere børn er i gang på trampolinen samtidig. Vi har ikke forbudt træer Tidligere har det været skateboard, rulleskøjter eller løbehjul, der har været årsag til, at mange børn kom til skade. Som Lars Binderup Larsen udtrykker det, så virker det som om, at summen af ulykker er konstante. »De børn, der tidligere kom til skade på løbehjul eller skateboard kommer nu til skade på trampolinen. Men det, vi frygter, er, at der nu kommer nogle mere alvorlige ulykker, hvor børn får brud i nakke eller ryg, og det kan give varige mén. Men vi har jo hverken forbudt træer over to meter eller cykler, så hvis man følger forsigtighedsreglerne om at ikke være mere end en af gangen på trampolinen, at den står på et blødt underlag, og at det foregår under opsyn, så synes jeg godt, man kan se trampolinerne an«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























