Umiddelbart ligner det ikke politik på verdensplan, at mere end 1.000 unge i weekenden var til Cubas første ekstremsportsfestival. Slet ikke, når man hører, at det var subkulturer som skatere, surfere, faldskærmsudspringere og dj's med dunkende rytmer, der mødtes på stranden Playa Megano 20 kilometer uden for Havana. Men det var politik på allerhøjeste diplomatiske niveau. Det er nemlig det første officielle EU-arrangement i Cuba, siden de diplomatiske forbindelser frøs i 2003. Og det kom i stand takket være KaosPiloterne fra Århus. KaosPiloterne har de sidste tre måneder arbejdet på at realisere festivalen for ekstrem sport i Cuba, og for tre uger siden besluttede EU's diplomatiske repræsentation at være medarrangør. Ifølge EU's charge d'affaires på stedet, Sven Kühn von Burgsdorff, så EU en mulighed for at komme i dialog med unge cubanere. I nærkontakt »I lyset af den aktuelle politiske situation er det vigtigt, at vi er i kontakt med samfundet. Og kultur og sportsaktiviteter spiller en stor rolle i forhold til at bygge bro mellem befolkningerne i Europa og Cuba, fordi det giver folk mulighed for at udtrykke sig og udforske deres identitet og personlighed. Det er vigtigt for en selv, men også for samfundet«, siger Sven Kühn von Burgsdorff i telefonen fra Cuba. De diplomatiske forbindelser - som daværende kommissær Poul Nielson tog initiativ til i 2002 - blev genoptaget 10. januar i år. Men arrangementet med KaosPiloterne er det første med EU som arrangør. Sven Kühn von Burgsdorff kalder festivalen en stor succes og er især begejstret for, at den fik fat i cubanske unge, som ellers ikke er så synlige. Plads til subkulturer »Mange af deltagerne var unge, som man i Europa ville kalde subkulturer - rappere, hiphoppere, surfere og så videre. Vi er med til at give dem plads til at kunne udtrykke sig selv og være en del af samfundet - det er meget positivt for det cubanske samfund«, siger Sven Kühn von Burgsdorff. De sidste tre måneder har 35 elever fra KaosPilotskolen kæmpet for at få projektet op at stå. De valgte ekstremsport, fordi det udøves af både vestlige turister og unge cubanere og foregår i tæt samspil med den cubanske natur og på den måde knytter det hele sammen. »Ekstrem sport har også en stærk metaforisk værdi. Udøvere af det vil sige, at det drejer sig om ens personlige frihed og at gøre ting, man drømmer om«, siger Paul Natorp. Alle KaosPilot-elever skal på andet år stable et projekt på benene i et fremmed land under et ophold på tre måneder. Synlige resultater »Eleverne skal helt praktisk skabe synlige resultater i et samfund, som ikke fungerer som det derhjemme. Og Cuba er så specielt et sted - det er jo et af de sidste kommunistiske lande - at de er nødt til at lære at navigere og læse spillet og være superstrategiske for at få noget igennem«, siger Paul Natorp. Det har ikke været nemt at få de nødvendige tilladelser, skaffe strøm til stranden og få opbakning fra politiet. Men det hjalp, da man fik et samarbejde med 'sportsministeriet', INDER, op at stå. »Du er nødt til at have et ministerium i ryggen for at gennemføre noget som helst«, siger Paul Natorp.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























