89 kommuner har overhovedet ingen skolelæger, og i flere andre er der for få. Det betyder, at børnene ikke får de to lægeundersøgelser, de har krav på i løbet af deres skolegang. Nogle kommuner har forsøgt at løse problemet ved at bruge sundhedsplejersker, men det er faktisk i strid med loven. »Vi skrev allerede i januar til de 89 kommuner og gjorde opmærksom på, at situationen er uacceptabel«, siger Jacob Meller Jacobsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet. » Kommunerne har fået en frist til 30. juni til at gøre rede for, hvad de har gjort for at løse problemet«. Årgammelt problem Manglen på skolelæger er et flere år gammelt problem, og derfor ændrede man for tre år siden loven, så kommunerne ikke længere behøver direkte at ansætte kommunallæger - som det egentlig hedder - til opgaven, men kan vælge at lave aftaler med for eksempel de praktiserende læger. Alligevel er problemet vokset fra 59 kommuner uden skolelæger i 1998 til nu altså 89. »Jeg kan ikke udelukke, at det betyder, at nogle børn går rundt med sygdomme, som ikke bliver opdaget«, siger Birgitte Barfod, der er kommunal børn- og unge-læge på Sydsjælland og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Børnesundhed. »Men de to kontrolundersøgelser i løbet af skoletiden er kun en del af arbejdet. Det handler også mere bredt om forebyggelse og sundhedsfremme«. Håber reformen forbedrer situationen Kommunerne undskylder sig generelt med, at de ikke kan få læger til at søge stillingerne som kommunelæger. Det gælder især de mindre kommuner, hvor børnetallet ikke er så stort. »Mit håb er, at situationen bliver bedre med kommunalreformen, der giver større kommuner«, siger Birgitte Barfod. »Men det handler også om, hvad det er for nogle stillinger, kommunerne slår op. Mange kommuner har slet ikke det forebyggende og samfundsmedicinske element med. Hvis man vil have lægerne til at søge, må man skabe stillinger med et spændende indhold. Og hvis vi skal dæmme op for livsstilssygdomme som fedme og sukkersyge, skal vi ind i børneinstitutionerne og skolerne og påvirke vanerne og være med til at skabe overordnede sundhedspolitikker i kommunerne«. Mangler i hovedstaden I de store kommuner kender man problemet med for få kommunallæger. I København er der i øjeblikket syv, men de kan ikke dække behovet. Sidste år fik kun tre fjerdedele af børnene den lovpligtige undersøgelse ved begyndelsen af deres skolegang, og omkring to tredjedele undersøgelsen, før de forlod skolen, oplyser chefbørnelæge Bente Hansen. Borgmester Vagn Ry Nielsen (S), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening, oplyser, at problemet har været oppe i udvalget og i foreningens bestyrelse. »Der er ingen tvivl om vores pligt på området. Vi har aftalt at mødes med lægernes organisationer i håb om at finde en løsning på kort sigt. På længere sigt håber vi at finde en løsning i forbindelse med kommunalreformen«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























