Mobning skal for retten

Børn skal kunne gøre skoleledere ansvarlige for mobning, lyder forslaget fra to børneorganisationer. - Arkivfoto: Thomas Borbeg
Børn skal kunne gøre skoleledere ansvarlige for mobning, lyder forslaget fra to børneorganisationer. - Arkivfoto: Thomas Borbeg
Lyt til artiklen

Flere danske børneorganisationer foreslår, at Danmark følger Sveriges eksempel og indfører en lov, der giver børn mulighed for at indbringe mobning i folkeskolen for en domstol. Ifølge et lovforslag fra den svenske skoleminister, Ibrahim Baylan, skal den øverste leder af skolen kunne drages erstatningsmæssigt til ansvar, hvis retten finder, at han eller skolens lærere ikke har grebet ind over for mobning eller forsøgt at forhindre det. »Vi har et behov for en tilsvarende lov i Danmark, og vi synes, at det er en rigtig god idé, at en skoleleder har ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø, nøjagtig som det er tilfældet på alle 'voksenarbejdspladser' herhjemme«, siger formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann. Forvaltningens ansvar Sekretariatschef i Børns Vilkår, Birk Christensen mener ikke kun, at det er skolelederen, men også i yderste konsekvens den kommunale forvaltning og den politiske ledelse, der skal drages til ansvar, hvis et barn mobbes eller chikaneres, uden at der gribes ind fra de voksnes side. »Til syvende og sidst er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, hvad der sker i kommunen«, siger han. Birk Christensen understreger, at der trods mange pålæg, love og regler, ikke er regler for børnenes arbejdsmiljø. De alvorligste tilfælde er tilbage Skolerne har i de senere år sat mobning på dagsordenen, og Birk Christensen og Klaus Wilmann er enige i, at skolerne har fået bugt med en del af mobningen. »Men det er de alvorligste tilfælde, der er tilbage. Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte skoler griber problemet an«, siger Birk Christensen. Frygter ikke ubegrundede klager I Sverige frygter kritikerne af lovforslaget, at der vil komme en sand byge af ubegrundede klager fra eleverne. Den frygt deler Birk Christensen ikke: »Mon man kan vinde en retssag, hvis det bare er regulær hævn fra elevens side. Nej det kan man ikke«, siger han. Formanden for børne- og kulturchefforeningen, børne- og kulturdirektør i Næstved Kommune, Per B. Christensen, finder det i orden, hvis han som kommunal forvaltningschef i særligt grelle tilfælde vil blive draget til ansvar for mobning på en skole i hans kommune. »Hvis det er et meget ekstremt tilfælde, så vil jeg mene, at der er et myndighedsansvar hos en skoleleder og hos en forvaltningschef, men jeg vil ikke drages til ansvar i sager hvor det er mere gråzone-problemstillinger. Men i sidste instans og i ekstreme tilfælde ja«, siger han. Nervøse lærere giver dårligere skole Per B. Christensen minder dog om, at der også kan være bivirkninger forbundet ved at give eleverne mulighed for trække skolelærere og skoleledere i retten i forbindelse med mobning. »Vi kan få en situation, hvor lærere og ledere er så nervøse for at udøve deres egen praksis, at det fører til, at vi faktisk får en dårligere skole«, siger han. Hos Danmarks Lærerforening modtages forslaget ikke med begejstring. »Det er en god idé at have fokus på mobning, men retssager løser ingenting. Vi nærmer os amerikanske tilstande, hvor vi kan føre retssager mod hvad som helst. Vi skal løse de problemer, der ligger bag mobning i stedet for«, siger lærernes formand Anders Bondo Christensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her