Politiet har foretaget 373 anholdelser og endnu flere visitationer på Christiania de seneste 17 dage. Formålet med den særlige nultoleranceaktion har været at finde våben, men de fleste anholdelser har drejet sig om mindre besiddelser af hash. Aktionen slutter i aften og trods et større sammenstød mellem politi og christianitter i mandags, mener politiet aktionen har været en succes, fordi der er fundet cirka et våben på fristaden om dagen. »Vi har fundet knive, knojern, peberspray, en pistol og en attrappistol. Det viser, at aktionen har været berettiget«, siger vicepolitidirektør i Københavns Politi Bitte Dyrberg. Hetz og stressaktion Christianitterne betegner derimod aktionen som en hetz mod folk, der bor og færdes på fristaden. Formanden for Dansk Retspolitisk Forening og advokat Bjørn Elmquist kalder indsatsen for en stressaktion. »Det er meget ubehagelig aktion, hvor man stopper almindelige mennesker på gaden og visiterer dem. Jeg forstår godt, hvis christianitterne føler, der bliver kørt hetz mod dem«, siger han. Ikke længere erstatning Bjørn Elmquist forklarer, at man tidligere kunne få erstatning, hvis man blev visiteret af politiet i offentligheden. I dag kan politiet visitere hvem som helst, hvis blot de har en begrundet mistanke om, at man er i besiddelse af noget ulovligt. Under den nuværende aktion på Christiania har politiet også haft ret til at visitere folk selv når der ikke har været nogen mistanke mod den pågældende. Det peger i retning af politistatslige metoder, mener Bjørn Elmquist. Normalt kræver det en konkret mistanke, før politiet visiterer folk. Men politidirektør i København Hanne Bech Hansen vedtog i april, at det ikke var nødvendigt på Christiania fra 26. april og indtil midnat i aften. Under aktionen har presset på station Amager været så stort, at politiet undervejs har måttet låne lokaler på station Bellahøj. Alle 373 anholdte er blevet taget med til afhøring på stationen. Sidegevinster Den seneste uge er antallet af daglige anholdelser faldet til under tyve. Vicepolitikommissær Paw Mangelsen mener, det er fordi færre tør købe hash på Christiania. »Det er lykkes at skubbe dem væk fra Christiania, som tidligere tog derud for at købe en klump. Det er rygeklumpen vi er stødt på, når vi har taget folk. Det er dem vi ellers ikke får fat i, fordi vi normalt ikke sådan må gå i folks lommer. Vi har visiteret efter våben, og så kommer der jo lidt sidegevinster«, siger Paw Mangelsen. Banditterne går rundt i samfundet Selve efterforskningen af drabet på den 26-årige Morten Holmberg på Christiania for tre uger siden skrider langsomt frem, oplyser drabschef fra Københavns Politi, Ove Dahl: »Der kommer nyt hver dag, men ikke noget, vi deler med den store offentlighed. Banditterne går rundt i samfundet, og skal derfor ikke kunne læse i avisen, hvad vi laver«, siger han om det vilde skyderi på Christiania, hvor 35 skud blev affyret og tre skud dræbte Morten Holmberg. Skyderiet var den foreløbige kulmination på kampen om hashmarkedet i København, der kom, fordi en gruppe andengenerationsindvandrere forsøger at kæmpe sig ind på hashmarkedet, som nogle i det kriminelle miljø på Christiania forsøger at holde på. »Det er et stort og omfattende puslespil, fordi mange er involveret. Vi taler om kriminelle, der i alle lejre ikke har lyst til at bidrage med noget fornuftigt til politiet. Derfor må vi selv grave det frem«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























