»Hvad sker der?«, spørger konen manden i telefonen. »Der sker en masse«, svarer manden. »Kommer du sent hjem?«, vil konen derefter vide. »Ja«, lyder svaret. »Nå, det må du selv om«, siger konen så med en anelse snerren i stemmen. Umiddelbart er det svært at høre det hårdtslående i denne telefonsamtale fra februar sidste år mellem en mand og hans kone. Nybagt kage Ikke desto mindre indgår samtalen i anklagemyndighedens bevismateriale mod en af de hovedmistænkte i sagen mod det påståede vagtkorps på Christiania, der blev afspillet tirsdag i Københavns Byret. I en anden samtale, der blev afspillet, ville konen vide, om manden ville have et stykke nybagt kage. Tirsdag begyndte retssagen mod tyve mænd, som alle står tiltalt for at have beskyttet hashhandlen på Christiania. Københavns Byret har hyret håndværkere for at indrette lokalet, så der er plads til alle de tiltalte og deres 13 forsvarere. Dommer Peter Lind Larsen indledte dagen med at konstatere, at det var »imponerende, at alle var mødt op«, hvorefter anklager Bo Øskov brugte mere end en halv time på at gennemgå anklageskriftet. Organiseret korps Han sagde, at anklagemyndigheden i løbet af de kommende to måneder vil forsøge at bevise, at de tyve mænd har arbejdet i vagtkorpset for et ugentligt vederlag på mellem 3.000 og 7.000 kroner, og at tre af dem var ledere, som sørgede for at inkassere vagternes løn fra pusherne. De menige vagter fik 100 kroner i timer. Politiet har blandt andet beslaglagt 36 walkie-talkier, vagtskemaer med navne og telefonnumre og billeder af politibetjente, fortalte Bo Øskov. Men det mest opsigtsvækkende, som politiet har beslaglagt i forbindelse med sagen, er nok de 8 råkostjern, der står opført i anklageskriftet. Anklageren gav foredrag om Christiania Endnu mere opsigtsvækkende var det imidlertid, da anklageren efterfølgende følte sig kaldet til at give dommeren og domsmændene en lektion i, hvad Christiania egentlig er for noget. Bo Øskov fortalte, hvordan militæret rømmede kasernen på Christianshavn i 1973 og om slumstormerne, som efterfølgende besatte bygningerne. En ren historietime, illustreret med luftfotos, der blev vist på de fire opstillede storskærme i byretslokalet og på de 12 tv-skærme på de tiltaltes borde. »Christiania betegner sig selv som en slags by, med købmand og vist nok også en bager og cykelsmed«, sagde Bo Øskov. Livet på Christiania blev krydret med videooptagelser fra de gamle hashboder i Pusher Street på Christiania, der alle blev ryddet under politiets store razzia i marts sidste år. »Pusherne havde hjælpere til at beskytte dette salg. Vagternes opgave var at advare, når politiet var på vej. Der var både faste vagter uden for Christiania og vagter i nærheden af politistationen«, sagde anklageren. Nægter sig skyldige De tiltalte nægter sig skyldige: »Der har ikke eksisteret et vagtkorps med det formål, anklagemyndigheden angiver«, sagde blandt andre advokat Merethe Stagetorn, der er forsvarer for flere i sagen. Blandt andet ham som er mistænkt for at være en af lederne i korpset. »Det eneste, jeg har gjort, er at arbejde sammen med politiet for at holde ro og orden, så politikerne ikke fik argumenter for at lukke staden. Jeg har sørget for, at politiet ikke blev stenet. Jeg har ikke gjort noget forkert de sidste otte år«, sagde den mistænkte leder i sin vidneforklaring. Sammen med to andre har han siddet varetægtsfængslet i 15 måneder. Krav om ubetinget fængsel Anklagemyndigheden vil endnu ikke sige, hvor lange fængselsstraffe de kræver: »Men en ubetinget fængselsstraf af en ikke uvæsentlig længde«, sagde Bo Øskov efter retsmødets afslutning. Ud over selve fængselsstraffen kræver anklageren, at den skønnede fortjeneste skal konfiskeres. Det drejer sig om i alt 3,6 millioner. Sagen fortsætter onsdag, og byretten forventes at afsige dom i slutningen af juni eller begyndelsen af juli.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























