Flertal vil bevare portostøtten

Lyt til artiklen

I april lød beskeden, at de ville miste statens portostøtte fra 1. august. Men nu er der nyt håb for de 18 ugeblade og -aviser, der blandt andet tæller Weekendavisen, Berlingske Nyhedsmagasin og Ugeavisen NOTAT. DF: Frihed til forhandling Efter at Dansk Folkeparti netop har meldt sig ud af medieforliget med regeringspartierne pga. regeringens håndtering af TV 2-salget, viser der sig således et flertal uden om regeringen for at beholde portostøtten. »Nu står vi fuldstændig frit, og hvis vi kan finde fælles fodslag med andre om portostøtten, vil vi være interesserede. Vi føler ikke den forpligtelse over for regeringen, som vi tidligere har følt«, siger DF's gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Interesse fra oppositionen Og der er andre, der gerne vil være med. Både SF, Socialdemokraterne og de radikale er parate til at stoppe regeringens portoplaner. »Vi er helt åbne over for at forhandle - og om så meget som muligt. Og portostøtten er helt oplagt. Nu ligger der jo et åbent felt, som vi skal udnytte«, siger Holger K. Nielsen, der er medieordfører i SF. Også de radikales medieordfører, Simon Emil Amnitzbøl, er åben. »Det er positivt, at Dansk Folkeparti nu står frit i mediespørgsmål, og jeg tror bestemt, at vi kan finde et alternativt flertal og dermed sikre portostøtte til ugeaviserne«, siger han, der ligesom Socialdemokraternes Mogens Jensen ser muligheder for, at aftalerne kan brede sig. »Pia Kjærsgaard har luftet et ønske om at stramme public service-kravene til DR i forbindelse med valgdækningen, hvor det tilsyneladende mest var S og V, der kom til orde. Det er da et demokratisk problem, og vi støtter en afdækning«, fortæller Simon Emil Amnitzbøl, mens Mogens Jensen gerne ser nærmere på finansieringen af lokalradioer og -tv. Tilfredse EU-kritikere Ugeavisen NOTAT, der skriver om EU fra en kritisk synsvinkel, og som er en af de 18 udsatte udgivelser, er ikke overraskende tilfreds med de nye politiske meldinger. »Vores stemme i debatten var truet, og selv om jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at de kunne kvæle os ved at fjerne støtten, er vi da lettede«, siger ansvarshavende chefredaktør Erling Böttcher. Bladets 4.000 abonnenter får alle avisen med post. De foreslåede ændringer i portostøtten ville have tredoblet bladets udgifter til forsendelse, men meget tyder nu på, at det ikke vil ske. Ifølge Kristian Thulesen Dahl »kan det ikke udelukkes, at vi allerede er i gang med drøftelserne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her