Socialdemokraterne antyder, at partiet vil opgive fronten mod regeringens skattestop. Partiet vil være villig til at lave en aftale med VK-regeringen, selv om det indebærer, at det hidtil så forhadte skattestop er grundlaget for forhandlingerne. 'Vi vil have indflydelse' »Vi vil gerne have indflydelse på, hvad der sker. Og hvis vi kan forhandle en social ansvarlig finanslov igennem sammen med regeringen, selv om de holder fast i deres betonagtige skattepolitik, så kan vi måske blive enige«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, til Ritzau. Men Socialdemokraterne understreger, at partiet ikke vil gå så langt som til selv at udarbejde et finanslovforslag, der tager højde for skattestoppet. Minister: Fantastisk kovending Skatteminister Kristian Jensen (V) kalder alligevel meldingen for 'en fantastisk kovending' »Det er da glædeligt, at de er kommet på bedre tanker og har fundet ud af, at skattestoppet er nøglen til at gennemføre ægte skattelettelser, hvor borgerne får flere penge mellem hænderne«, siger skatteminister Kristian Jensen (V) til Ritzau. Skeptisk Men skatteministeren er også skeptisk. Han savner svar på, om Socialdemokraterne opgiver alle planer om at lade de grønne afgifter stige, øge beskatningen af erhvervslivet samt opgiver enhver tanke om et regeringssamarbejde med Det Radikale Venstre. Radikal forbløffelse De radikale har afvist enhver tanke om samarbejde med regeringen med skattestoppet som grundlag. Og den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen, siger, han er 'forbløffet' over Socialdemokraterne. »Skattestoppet viser sig jo dagligt ikke at være svaret på fremtidens udfordringer. Skattestoppet betyder faktisk et tab af job, som det er dokumenteret, og det, som der er brug for, er at sænke skatten på arbejde, så man kan skabe flere job. Der er ikke brug for et skattestop, som massivt overfører formuer til velhavende boligejere«, siger Morten Helveg Petersen. Thorning-Schmidt vil til forhandlingsbordet Hidtil har modstanden imod skattestoppet blokeret for, at Socialdemokraterne kunne indgå store økonomiske aftaler med regeringen. Men den nye ledelse under Helle Thorning-Schmidt er stærkt optaget af at demonstrere vilje til forhandling og af igen at få indflydelse på dansk politik. Siden 2001 har regeringen måttet basere sin økonomiske politik alene på Dansk Folkeparti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























