Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Flygtninge henvises til at bo i gymnastiksal

Sandholmlejrens sikrede afdeling for kvinder er fyldt af danske fanger, fordi der ikke er plads til dem i Vestre Fængsel. Derfor bor 10 kvindelige asylansøgere nu i båsene adskilt af tynde vægge.   Foto: Peter Hove Olesen
Sandholmlejrens sikrede afdeling for kvinder er fyldt af danske fanger, fordi der ikke er plads til dem i Vestre Fængsel. Derfor bor 10 kvindelige asylansøgere nu i båsene adskilt af tynde vægge. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

»Danmark har ingen menneskerettigheder eller medfølelse. Danmark er et dårligt land«. Sådan står skrevet med blå kuglepen på engelsk hen over en seng i Sandholmlejren, hvor ti kvindelige asylansøgere i øjeblikket bor under kritisable forhold. Den sikrede afdeling for kvinder er fyldt op af 20 almindelige kriminelle, fordi Vestre Fængsel ikke har plads til dem. Båse i en gymnastiksal Derfor har de asylansøgende kvinder siden januar boet i en gammel gymnastiksal. Kvinderne bor i båse, der kun er adskilt af tynde vægge, og i stedet for en dør hænger lange, blåstribede gardiner ned foran rummene. »De har intet privatliv og klager over støjen«, siger Michael Bjarne Andersen, der er fængselsfunktionær i lejren. 'Alle lytter med' Han forklarer at mange har fået afslag på asyl eller kommer fra traumatiserende oplevelser: »Hvis filmen knækker og én bryder sammen, så hører alle det. Hvis det havde været danske kvinder, tror jeg ikke, det var sket. De kender klagemulighederne og har et netværk. Det har disse kvinder ikke«, siger han. Syltet i to år I en rapport kritiserede Folketingets Ombudsmand for to år siden forholdene i den gamle gymnastiksal i Sandholmlejren: »Efter min opfattelse kan man dårligt byde asylansøgerne sådanne forhold, og den beskrevne indretning må efter min opfattelse fastholdes som rent midlertidig«, lød det. Ombudsmanden sagde fredag aften til TV 2, at han ikke kender til sagen nu, men vil undersøge den. Siden Ombudsmandens kritik for to år siden, har intet ændret sig, selv om salen nu igen er taget i brug. Fire måneder i salen Foran vinduerne hænger tremmer, og enkelte steder står et par borde med stole omkring. Hver bås har et bord, en stol og minimum to senge, foruden et højt, smalt skab til personlige ejendele. I en af båsene har en kvinde forsøgt at pynte sit rum med blyantstegninger. En stribe skitser, der forestiller knuste hjerter, hvoraf flere har lænker om sig, hænger over sengen, og under tegningerne har hun klistret en seddel op. Her har hver dag fået en streg, og af papiret kan man se, at kvinden har været i Sandholmlejren i otte måneder. De sidste fire har hun tilbragt i gymnastiksalen. Vrede hos Røde Kors »Rystende«, lyder kritikken fra Dansk Røde Kors, der tager skarp afstand fra Kriminalforsorgen, som har ansvaret for den lukkede del af Sandholmlejren. »Jeg er meget ophidset over, at man koster kvinder ned under så kummerlige forhold for at få plads til andre. Det er dybt kritisabelt at Kriminalforsorgen vælger den løsning«, siger Jørgen Chemnitz, leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors. Selv forstår de asylsøgende kvinder heller ikke, hvorfor de må vige pladsen for danske fanger. Støj om natten En kvinde, som ikke ønsker sit navn oplyst siger, at hun sover dårligt om natten på grund af støjen i rummet. Flere gange har hun klaget til vagterne, men uden held: »Jeg har ingen dør, jeg kan lukke, så jeg er aldrig alene. Jeg forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt, og jeg troede ikke, Danmark ville være sådan«. Kriminalforsorgen arbejder på sagen Hvor længe kvinderne skal bo i gymnastiksalen, er endnu uvist. Direktør i Kriminalforsorgen William Rentzmann oplyser, at der arbejdes på at finde en anden plads til fangerne. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her