Nyt bud på bedre sikkerhed i sovebusser

Dette billede viser en test af den adskillelse mellem pladserne i en sovebus, som nu er obligatorisk. Men væggen er blevet kritiseret bl.a. for at øge antallet af læsioner.   Foto: Dahl Engineering
Dette billede viser en test af den adskillelse mellem pladserne i en sovebus, som nu er obligatorisk. Men væggen er blevet kritiseret bl.a. for at øge antallet af læsioner. Foto: Dahl Engineering
Lyt til artiklen

Først en sikkerhedssele op om skulderen, én ned om skridtet, et bælte om maven - og så i seng. Nye sikkerhedsseler til sovende buspassagerer kan måske blive løsningen på bussernes sikkerhedsproblemer og grundlag for en ny europæisk lovgivning. »Det gode ved selerne er, at folk bliver holdt fast og ikke ryger hverken frem, tilbage eller ud ad vinduet. De virker fuldstændig som i en almindelig bil, hvor sikkerhedsselen er alfa og omega«, siger motorjournalist og opfinder Mick Østergaard. I sidste uge blev selen testet på Danmarks eneste crashtestcenter, Dahl Engineering, og resultatet var positivt. »Det er klart, at man får et skrub og nogle blå mærker, men testen tyder på, at selerne er bedre end de sikkerhedsadskillelser, man bruger i dag. De forebygger, at passagererne ryger rundt i bussen eller ud ad vinduet ved en ulykke«, siger opfinderen. Positive testresultater Han har arbejdet i omkring et halvt år på at udvikle de nye seler, og efter de positive testresultater har han kontaktet Færdselsstyrelsen. »Det ser spændende ud. Men vi skal have fat i nogle, der ved noget om biomekanik, så vi kan finde ud af, om en menneskekrop kan tåle at blive bremset op med selen. Hvis der kommer nogle positive resultater ud af det, må vi finde ud af, hvordan vi kommer videre, så selerne eventuelt kan komme til at indgå i fælleseuropæiske regler for sovebusser«, siger Ib Rasmussen, kontorchef i Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling. Ib Rasmussen foreslår, at selerne crashtestes med en såkaldt biomekanisk dukke. Men den koster op mod en halv million, og derfor er Mick Østergaard lidt tøvende lige nu. »Jeg vil meget gerne lave test med en biomekanisk dukke, men det er en meget stor investering. Det vil få tal frem, der kan vise, hvor meget dukken bliver belastet, og den høje hastighed vil gøre det mere realistisk«, siger Mick Østergaard. Søndag trådte nye sikkerhedsregler for sovebusser i kraft, men de nævner ikke noget om seler. Reglerne betyder, at alle danske busser fremover skal have sikkerhedsadskillelser - skillerum mellem de sovende passagerer - for at forhindre, at en hård opbremsning presser passagererne frem i bussen, så de maser de forreste passagerer. Synligt speedometer Desuden skal busserne have et synligt speedometer, så passagererne kan 'hjælpe' chaufføren med at overholde fartgrænserne. Sikkerhedsadskillelserne mellem de sovende har været kritiseret af både vognmænd og eksperter. Adskillelserne forhindrer ikke, at passagererne slynges ud gennem vinduerne og kan øge antallet af brud og læsioner, lyder en del af kritikken af de nu lovbefalede sikkerhedsvægge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her