Værløse håber på frihedsbrev

Lyt til artiklen

En bølge af økonomiske problemer. Det billede forsøger Værløses borgmester, Jesper Bach (V), at skabe i et sidste forsøg på at undgå tvangsfusionen med Farum. Tirsdag mødes han med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at drøfte økonomien, og i borgmestermappen ligger en ny revisionsrapport med en liste af økonomiske vanskeligheder. Den skal skræmme indenrigsministeren fra enhver tanke om fusion, og samtidig lægger byrådspolitikere fra de radikale og Socialdemokratiet maksimalt pres på deres partifæller på Christiansborg for at stoppe tvangsægteskabet mellem de to kommuner ved Furesøen. Hastemøder De har bedt om hastemøder med den radikale forhandler Margrethe Vestager og kommunalordfører Ole Stavad (S). »Det er ikke muligt at lave en bæredygtig kommune, uden at der tilføres 100 millioner kroner om året. Mine partifæller bør alvorligt overveje et forpligtende samarbejde mellem kommunerne i stedet«, siger byrådsmedlem Henrik Nord (R). Viceborgmester Jørn Johan Nielsen (S) supplerer. »Situationen er værre, end nogen havde troet, og det er i høj grad relevant at genoverveje hele situationen«, siger han. Revisionsrapporten fra KPMG viser, at en fusionskommune vil opbygge et underskud på mindst 850 millioner kroner i løbet af ti år, selv om den nye kommune vælger Farums høje skatteprocent på 22,8. Hullet vil være på 1,7 milliarder kroner, hvis det er Værløses skatteprocent på 20,5, som skal fortsætte i en Furesø Kommune. Farums skat er for lav »Farum opkræver ikke den skat, der skal til, for at der kan være balance i regnskabet. De sælger jord for at få balance i regnskabet, og det kan de kun blive ved med til 2007«, siger borgmester Jesper Bach. Det er Værløse Kommune, som har bestilt revisionsrapporten, der bygger på officielle tal fra budgetter og regnskaber. »Når man sælger ud af arvesølvet, skal man være forberedt på, at det har konsekvenser. Enten skal serviceniveauet sænkes, eller også skal skatten sættes op, når der ikke er mere at sælge«, siger Jesper Bach. For pessimistisk udlægning Det var i går ikke muligt at træffe Lars Løkke Rasmussen, men departementschef Ib Valsborg fra Indenrigsministeriet kritiserer Værløse for at udlægge KPMG-rapporten alt for pessimistisk. Han mener slet ikke, at konklusionerne svarer til de tal, som embedsfolk fra Værløse, Farum og Indenrigsministeriet har arbejdet med i den seneste måned. »Jeg synes, at udmeldingerne fra Værløse er noget oppustede i forhold til de beregninger, der ligger fra embedsmandsgruppen. Vi mener fortsat, at det er muligt at se en løsning på de problemer, der ligger«, siger Ib Valsborg. Heller ikke borgmester Lars Carpens (V) fra Farum mener, at der er meget nyt i tallene fra Værløse. Byrådet i Farum erkendte i slutningen af april i forbindelse med en status over kommunens økonomi, at økonomien kun hænger sammen, fordi der sælges grunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her