Sodavand, kakaomælk og yoghurtdrikke uden tilsat sukker giver forbrugeren en falsk fornemmelse af at leve sundt. Samtidig kan de gøre hende tilbøjelig til at spise flere søde sager. Sådan lyder advarslen fra Ernæringsrådet, hvor man ikke er begejstret for, at salget af sukkerfrie drikke er eksploderet de senere år. Uvist hvordan det virker »Problemet er, at ingen aner - ej heller fødevareindustrien - om kunstige sødemidler fremmer sundheden ved at forebygge overvægt, eller om de har den stik modsatte virkning, for det er ikke undersøgt«, siger Ernæringsrådets formand, professor Bjørn Richelsen. Han opfordrer industrien til at holde igen med sødemidlerne, indtil deres effekt og eventuelle bivirkninger er belyst. På fem år er salget af sodavand sødet med aspartam fordoblet. I 2000 var hver ottende sodavand uden sukker. Nu er det hver fjerde, viser tal fra Bryggeriforeningen. Light mejeriprodukter Samtidig har mejeriet Arla succes med en light-yoghurt og -kakaomælk. Men der er ingen grund til at juble, mener Ernæringsrådet: »Man kan ikke udelukke, at light-drikke medfører, at man får mere appetit og mere smag for søde sager, så man øger risikoen for at blive overvægtig«, siger Bjørn Richelsen. Sødemidler gør ikke sundere Jeppe Matthiessen, ekspert i ernæring i Danmarks Fødevareforskning, er enig. Han mener, at producenterne forsøger at gøre light-drikke til en basisfødevare ved at markedsføre dem som sunde. »Men produkterne bliver ikke stuerene, fordi de er tilsat kunstige sødemidler i stedet for sukker«, siger han og peger på, at sukkerfri sodavand skader tænderne på grund af syreindholdet. Tager plads fra sunde ting Sodavand optager desuden plads i maven fra sunde drikke, siger han. »Set fra et ernæringsmæssigt synspunkt er det problematisk, hvis børn drikker meget sodavand - ligegyldigt om det er med eller uden sukker. For det optager pladsen for den halve liter mælk, de bør drikke dagligt«. 15-20 procent af børn og unge vejer for meget, hver tredje voksen er overvægtig. Arla og Bryggeriforeningen markedsfører flere light-produkter, »fordi forbrugeren efterspørger dem«. Er I sikre på, at light-sodavand er sundere end de sukkerholdige? »Der findes usunde kostvaner, men der findes ikke usunde produkter på det danske marked. En sodavand er et fuldstændig naturligt og sundt produkt«, siger Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen: »Debatten fokuserer for meget på enkelte fødevarer frem for livsstil. Så ser man ikke det grundlæggende problem: at mange børn og unge bevæger sig for lidt. De bruger tiden foran tv og computer og bliver kørt i skole«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























