Røde Kors raser over ny lov

Lyt til artiklen

Det er respektløst og krænkende, at Integrationsministeriet uden ansøgerens samtykke skal have lov til at indhente helbredsoplysninger om udlændinge, der søger om humanitær opholdstilladelse. Sådan lyder kritikken af et af punkterne i et lovforslag, der i går var til andenbehandling i Folketinget. Et af de steder, ministeriet skal kunne kigge i journaler, er hos Dansk Røde Kors, hvor afdelingschef Jørgen Chemnitz »tager kraftigt afstand« fra forslaget. »Vi har selvfølgelig forståelse for, at så alvorlig en beslutning som en opholdstilladelse skal belyses grundigt. Men det skal ske på en respektfuld måde over for ansøgerne, og det er det her ikke«, mener han. Vanskeligt at skabe tillid Det er blandt andet tillidsforholdet mellem beboerne på asylcentret og sundhedspersonalet, der bekymrer ham. »Beboerne skal stole på, at de går til et sundhedspersonale, der alene har deres helbred i tankerne. Med det her bliver det overordentlig vanskeligt at have et tillidsfuldt forhold. For det er uheldigt, hvis det første, personalet skal sige, er, at 'det, vi taler om, kommer i en journal, som myndighederne kan kigge i'«, siger Jørgen Chemnitz. For tæt på privatlivet Han mener heller ikke, at forslaget sikrer ansøgerne den samme retssikkerhed, som andre har. Det samme mener Steen Gade, der er SF's ordfører på lovforslaget. »I et retssamfund handler det om, at der er en rimelig balance mellem det, man sætter i værk, og det problem, man skal have løst. Det mener jeg bestemt ikke, der er her. Jeg synes, vi går så tæt på menneskets privatliv, at det er krænkende«, siger Steen Gade. Både Venstre, Socialdemokraterne, de konservative og Dansk Folkeparti støtter lovforslaget. De radikale, SF og Enhedslisten er imod. 'Gør vold mod Røde Kors' Trods flertallet vil Steen Gade tage diskussionen ved tredjebehandlingen. »Forslaget gør vold mod Dansk Røde Kors, der ikke kan signalere, at de er uafhængige. De er jo en slags helle for asylsøgerne i den vanskelige situation. Så regeringen slipper ikke uden debat i folketingssalen«, siger han. Minister afviser kritik Men integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) holder fast i, at lovforslaget kommer udlændingene til gode. »Det er for at sikre, at der bliver samlet op, og at alle relevante oplysninger kommer frem i sagsbehandlingen. På den måde er det til gavn for den enkelte«, mener hun. Har ingen bekymringer for retssikkerhed Ministeren er ikke bekymret for, at ansøgernes retssikkerhed bliver krænket. »Vi skal sikre, at den videre behandling af oplysningerne vil ske i fortrolige rammer, og hvis f.eks. familien ikke må vide det, kommer det selvfølgelig ikke den vej rundt«, understreger hun og afviser, at tillidsforholdet mellem Dansk Røde Kors' personale og asylsøgere nødvendigvis bliver svækket. »Selvfølgelig skal vi fortsat sikre trygge rammer, det er helt klart. Det handler om, at ansøgerne bliver orienteret om, hvad oplysningerne kan blive brugt til. Det er vigtigt, så vi ikke kommer som en tyv om natten«, siger Rikke Hvilshøj og tilføjer: »Vi skal nok tage en god snak med Dansk Røde Kors om præcis, hvordan det kommer til at foregå«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her