For første gang i en lang årrække falder antallet af danske kvinder, der får konstateret brystkræft, viser Sundhedsstyrelsens foreløbige opgørelse over antallet af kræfttilfælde i Danmark i 2003. Udviklingen kan ifølge Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse betyde, at Danmark har ramt et loft. »Faldet i 2003 kan være udtryk for, at et naturligt loft for brystkræfttilfælde i Danmark er ved at være nået«, siger kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Morten Hjulsager. Steget støt siden 1943 Siden Danmark i 1943 begyndte at registrere antallet af brystkræfttilfælde, er antallet af kvinder, der fik konstateret denne kræftform, steget støt med få mindre udsving. Kulminationen kom i 2002 med 4229 nye tilfælde. I 2003 faldt antallet til 4044. Morten Hjulsager understreger dog, at udviklingen skal fortolkes varsomt. Også overlæge Hans Storm fra Kræftens Bekæmpelse mener, at et maksimum for mange års stigning i forekomsten af brystkræft kan være nået. Nået et loft »Der er nogle biologiske mekanismer, der gør, at ikke alle får brystkræft, så på et eller andet tidspunkt stopper festen. Men den er stoppet alt for sent, for der er 4000 kvinder, der får sygdommen om året. Det er stadig et ganske alvorligt problem«, siger han. Blandt andet befolkningens alderssammensætning og levevilkår har betydning for forekomsten af brystkræft. Nedgangen i antallet af brystkræfttilfælde dokumenteres i den seneste foreløbige opgørelse fra Cancerregistret, der konkluderer, at 185 færre kvinder i 2003 udviklede brystkræft sammenlignet med året før. Årsager til fald bør findes Overlæge Hans Storm understreger, at forskerne har brug for præcis viden om, hvorfor kurven nu er knækket. »Vi bør forske i, hvad der kan ligge bag den nedgang, vi ser. Hvad er det, der har ændret sig i den periode, som kan have betydning for udviklingen af brystkræft? For der er meget, der tilsiger, at vi i stedet skulle have en stigende forekomst af brystkræft, fordi vi får børn senere, og fordi vi får færre børn end før i tiden. Så der må være nogle andre faktorer, som også betyder noget, og som trækker i den anden retning«, siger Hans Storm. Kvinder, der får børn tidligt, kvinder der får mange børn og kvinder, der ammer, har mindre risiko for at udvikle brystkræft, fordi sygdommen er hormonelt betinget. Sjældnere hos yngre kvinder Ifølge Hans Storm udvikler færre kvinder, der er født efter 1950, brystkræft i forhold til de tidligere generationer af kvinder. Ingen kender forklaringen på den udvikling, men Hans Storm peger på, at kvinders mere positive syn på amning samt ændrede kost- og motionsvaner kan være medvirkende til, at de yngre generationer af kvinder har mindre risiko for at udvikle brystkræft end deres ældre medsøstre. Hans Storm understreger, at mere viden kan åbne for nye forebyggelsesmetoder og dermed en endnu større nedgang i antallet af brystkræftramte kvinder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























