Det er ikke længere flygtninge fra Afghanistan, Somalia og Irak, der banker på døren til Danmark. I stedet er det polakker og litauere, der kommer for at arbejde, samt kinesere og amerikanere, der kommer for at studere. Udlændingestyrelsen offentliggjorde torsdag de samlede tal for udviklingen på udlændingeområdet i 2004, og de viser en helt ny udvikling. Mens stadig færre får asyl og familiesammenføring, stiger antallet af folk, der får tilladelse til arbejds- og studieophold i Danmark. Udvidelsen er en forklaring Faktisk får så mange udlændinge arbejds- eller studietilladelse i Danmark, at det samlede antal personer, der får lov til at opholde sig i Danmark, nu er stigende efter ellers at være faldet siden 2002. Udvidelsen af EU mod øst er en af hovedforklaringerne på den nye udvikling. For specielt polakker og litauere har udnyttet, at de nu kan arbejde i Danmark. Sammenlagt fik omkring 1.600 personer fra de to lande arbejdstilladelse i Danmark sidste år. Samtidig har specielt amerikanere og kinesere fået øjnene op for Danmark, når det gælder uddannelse. Omkring 3.200 personer fra de to lande tog sidste år forbi Danmark på studieophold. Ikke lukket land Flygtninge- og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) mener, at tallene dementerer påstanden om, at Danmark skulle være et lukket land. »Vi vil gerne have, at folk kommer hertil for at studere eller arbejde. Så det er en positiv udvikling«, siger hun. DF er bekymret Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Jesper Langballe, er mindre begejstret: »Det er godt, at færre får asyl og familiesammenføring. Og vi har heller ikke noget imod, at så mange studerer i Danmark. Derimod er det bekymrende, at så mange fra Polen og Litauen har søgt arbejde i Danmark. Det tyder på, at vi har haft ret i vores bekymringer om, at de ville udnytte udvidelsen til at søge arbejde i Danmark«. Den bekymring afviser Rikke Hvilshøj: »Tallene viser jo, at vi ikke er blevet oversvømmet. Så situationen er under kontrol«. Regeringens stramninger af reglerne for asyl og familiesammenføring har også ført til, at det nu er andre nationaliteter, som dominerer tallene. Mens det tidligere var folk fra lande som Afghanistan og Irak, der søgte om familiesammenføring, er det nu i højere grad folk fra Thailand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























