Branche: Overenskomst kan ikke udrydde røg

- Foto: Finn Frandsen
- Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

LO-toppens plan om at kræve rygeforbud ind i overenskomsterne vil kun få marginal betydning for rygningen på landets barer, restauranter og værtshuse. En stor del af branchen er nemlig ikke organiseret, og derfor er et lovindgreb eneste vej, hvis de omtrent 80.000 ansatte skal undgå passiv rygning i arbejdstiden, påpeger Restaurationsbranchens Forbund og brancheorganisationen Horesta. Winther bryder med partidisciplin Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, er enig og har derfor besluttet at bryde partidisciplinen og stemme for et aktuelt radikalt forslag, der skal forbyde rygning på serveringssteder. »Jeg er enig med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Horesta og de mange andre, der længe har argumenteret for et forbud mod rygning på restaurationer og barer ud fra tung faglig dokumentation. Derfor har jeg meddelt min gruppe, at jeg indtager særstandpunkt og stemmer for det radikale forslag«, siger Jørgen Winther. Han mener, at »de fleste politikere er bange for deres egne vælgere« og derfor ikke tør tone rent flag i debatten om rygeforbud. Da det radikale forslag onsdag var til førstebehandling, var hele venstrefløjen for, mens V, K og O argumenterede imod. 'Ikke overenskomststof' Samme dag overraskede LO-formand Hans Jensen og FTF-formand Bente Sorgenfrey ved for første gang at bebude et krav om rygestop indlemmet i de næste overenskomstforhandlinger. En undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet har vist, at knap 50 personer hvert år dør som følge af passiv rygning på jobbet. Men Horesta, der længe har været tilhængere af et lovindgreb mod rygning på serveringssteder, er lodret imod at gøre det til del af overenskomsterne. »Det her er ikke overenskomststof, så vi vil være meget afvisende. En meget stor del af vores branche er uorganiseret, så det vil forvride konkurrencen«, siger Allan Carlsen, formand for Horestas Arbejdsgiverforening. 'Stort skridt i den rigtige retning' Hos Restaurationsbranchens Forbund udtrykker miljøsekretær Henrik Hansen stor tilfredshed med LO: »Det er et stort skridt i den rigtige retning på et område, hvor fagbevægelsen har været noget fodslæbende. Men det er klart, at det kun vil dække en del af branchen, og derfor har vi også sagt, at et lovindgreb er nødvendigt«. Lande som Norge og Irland har i de senere år gennemført et landsdækkende forbud mod rygning på alle restaurationer og barer. Debatår I en dugfrisk undersøgelse fra analysebureauet InterResearch, der har spurgt 1.305 tilfældigt udvalgte danskere, svarer 77 procent ja til, at man skal kunne gå på restaurant og café »uden overhovedet at blive udsat for passiv rygning«. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udelukker ikke, at et forbud kan komme på tale. Men da han har erklæret 2005 for debatår om rygning ventes ingen præcise meldinger fra den kant før sidst på året. Hverken Dansk Industri eller Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er på nuværende tidspunkt indstillet på at udtale sig om de næste overenskomstforhandlinger, der først skal i gang i 2007. »Principielt udtaler vi os ikke om, hvad der kan indgå som emner i de kommende overenskomstforhandlinger«, siger Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør i DA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her