'NW' - her kan du stjæle internettid

'NW' står ikke for NordVest, men for 'network'. På den gør afsenderen opmærksom på et trådløst netværk bag husmuren. - Foto: Thomas Borberg
'NW' står ikke for NordVest, men for 'network'. På den gør afsenderen opmærksom på et trådløst netværk bag husmuren. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

'NW' står der med store gule bogstaver på husmuren. Vi åbner computeren, klikker på internetbrowseren - og få sekunder senere er vi i cyberspace. Et graffiti- tag med bogstaverne NW på de københavnske husmure betyder nemlig, at her er der fri adgang til en trådløs internetforbindelse. En andens, vel at mærke. Det er ulovligt, og der kan blandt andet være tale om brugstyveri og hacking. Fænomenet med at tagge husmure kaldes for 'warchalking'. Og selv om Rigspolitiet anser 'warchalking' for at være et minimalt problem i Danmark, viste en hurtig køretur på Indre Nørrebro i København, at flere husmure er beklædt med graffitien NW. Let at finde tegnet Paul Opstrup, der for nylig åbnede bogcafeen Literaturhaus i København, fik malet bogstaverne NW på den gamle kirkemur. »Jeg vidste ikke, hvad det var. Først troede jeg, at NW stod for nordvest, men så fortalte en af mine frivillige mig, at det stod for 'network', og at bogstaverne blev malet på de husmure, hvor der er en trådløs internetforbindelse«, fortæller han. To dage efter, at Paul Opstrup fik oprettet trådløst internet, var de sorte bogstaver NW malet på husmuren, som han dog hurtigt fik malet over. Bedst tæt på mærket Ud over ved Literaturhaus fandt Politiken tegnet NW malet i gul, grøn og blå i både Nansensgade, Peter Fabers Gade og Ravnsborggade. I Ravnsborggade var der tre forskellige trådløse systemer, som dog alle krævede en kode. Men i Nansensgade og i Peter Fabers Gade kunne man uden problemer åbne en internetadgang. Bogstavernes placering er tilsyneladende heller ikke uden betydning. Man får den hurtigste forbindelse, hvis man står tæt på mærket. Rigspolitiets it-sektion er bekendt med fænomenet, som også er beslægtet med 'wardriving', hvor man i stedet kører rundt og scanner efter trådløse netværk. Ideologisk baggrund »De folk, der tegner disse tags, gør det som regel af ideologiske grunde, fordi de ønsker at gøre internettet tilgængelig for så mange mennesker som muligt. En form for subkultur, der gør opmærksom på andres netværk, fordi de kan, og ikke så meget på grund af den kriminelle handling«, siger Søren Thomasen fra Rigspolitiets it-sektion. Hans kollega kriminalkommissær Ronald Pedersen fortæller, at det som sådan ikke er ulovligt at gøre opmærksom på, at her er en netadgang. »Jeg sammenligner lidt fænomenet med i gamle dage, hvor vagabonderne gik rundt og satte mærker op på husmurene for på den måde at indikere, at her kunne man få lidt mad, eller at her var det ikke umagen at gå ind«, fortæller Ronald Pedersen. Men når andre låner ens netværk, kan det ende med, at man selv får en sag på halsen, for i værste fald kan kriminelle udnytte det trådløse netværk og f.eks. indhente børneporno eller sende trusselsmails, som bliver sporet tilbage til ens internetadresse. Husk kryptering Derfor skal man altid sikre sin opkobling med password og kryptering, så andre mennesker ikke benytter netværket. Det gælder især, fordi tendensen til at udnytte andres menneskers netadgang er stigende, fortæller Preben Andersen, der er chefkonsulent i den danske afdeling af den internationale it-sikkerhedsorganisation CERT. »Men det er dem, der har internetforbindelsen, som har ansvaret for, at internetopkoblingen er sikret. Den enkelte forbruger skal simpelthen lære at tage ansvar for sit eget net«, siger Preben Andersen. Han råder folk til at læse vejledningen - ikke en, men to gange - for at sikre sig, at uvedkommende ikke kan logge sig på netværket. »Indtil videre har internetudbyderne dog set meget lempeligt på de folk, der er kommet galt af sted, og fundet en løsning på problemet«, lyder det fra Preben Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her