Søvndal snupper kvindestemmerne

Villy Søvndal har godt fat om de kvindelige SF-vælgere. - Foto: Morten Langkilde
Villy Søvndal har godt fat om de kvindelige SF-vælgere. - Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

»En feministisk revolution«, som kandidat til formandsposten i SF Pia Olsen har lanceret, trækker ikke mange vælgere. Og slet ikke kvindelige. I hvert fald foretrækker blot 12 procent af kvinderne Pia Olsen, mens 27 procent helst ser den mandlige kandidat Villy Søvndal som ny formand for SF, viser en meningsmåling foretaget af Vilstrup for Politiken. 9 procent peger på den tredje kandidat, Meta Fuglsang. Valg afgøres på torsdag Også totalt set fører Søvndal foran kvinderne i formandskampen, der bliver afgjort på torsdag efter urafstemning blandt SF's godt 8.000 medlemmer. På en række debatmøder op til afgørelsen har Pia Olsen fremsat forslag om kvindekvoter i virksomhedsbestyrelser, kriminalisering af prostitution og højere løn til ansatte i typiske kvindefag. Alligevel halter hun altså længere efter Villy Søvndal blandt de kvindelige vælgere end hos det samlede vælgerkorps. Selv siger hun: »Jeg tror ikke, at jeg skal appellere særligt til kvinder. Min væsentligste dagsorden er de grundlæggende problemer i samfundet - sådan et er ligestilling, og det er grunden til, at jeg har taget det op. Men det er da en udfordring«, siger hun. Er ligestilling ikke en død sild at gå til valg på, når det ikke engang kan lokke kvinderne til at stemme på dig? »Nej. Der er en spirende debat i det danske samfund. Jeg kommer selv fra en generation, hvor vi sagde: Vi har da ingen problemer. Men når man mærker det på egen krop ude på arbejdsmarkedet, finder man ud af, at det har vi«, siger hun og tilføjer: »Jeg er sikker på, at SF får en kvindelig formand på torsdag - ikke fordi jeg er kvinde, men fordi folk gerne vil have noget nyt og anderledes og modigt i SF«. Pas på ordene Villy Søvndal glæder sig over sit komfortable forspring. Han vil skam også kæmpe for ligestilling, men mener, at »feministisk revolution« er for voldsomt et sprogbrug. »Ordet revolution forbinder jeg med Rusland i 1917 eller Kina 1948 eller en islamisk revolution. Altså noget voldeligt, der tilsidesætter demokratiske spilleregler. Og vi skal lade være med at bruge ord, som i værste fald skræmmer folk væk, i bedste fald devaluerer ordene«, siger han. Hvad gør, at kvinderne foretrækker dig frem for dine feminine modkandidater? »Ha, ha, ha. Jeg vil gætte på, at der ikke er de dér meget enkle sammenhænge. Jeg tror, at det er en undervurdering af kvinderne. Jeg tror, at de orienterer sig efter politiske budskaber og ikke efter modeord«. »Jeg er kendt på to sæt af politiske synspunkter. Jeg har været ordfører på Irak - krig og fred - og på sociale spørgsmål, og det har formentlig en betydning«, siger Villy Søvndal. Så du tror ikke, at det er, fordi du har kvindetække?

»Det ved jeg ikke. Det er jeg nok den, som mindst er i stand til at svare på«. Mulighed for 2. runde Mange har på forhånd afskrevet den tredje kandidat, Meta Fuglsang, men hun foretrækkes alligevel af hver tiende i Vilstrups måling. »Det er jeg da imponeret over, for der har været meget lidt fokus på SF's valgkamp og på mig. Så jeg tager det som udtryk for, at jeg fremstår som et troværdigt bud på en formand«, siger Meta Fuglsang. Opnår ingen kandidat over 50 procent af stemmerne på torsdag, skal medlemmerne ud i en ny urafstemning blandt de to kandidater, der får flest stemmer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her