Folkeskole indfører nul-tolerance

Lyt til artiklen

Rå slåskampe og tilråb som 'Fuck dig, din luder!' er blevet så almindelig en foreteelse på Klostervængets Skole i København, at ledelsen har fået nok. Med Københavns Kommunes billigelse har folkeskolen på Ydre Østerbro indført en nul-tolerance med elever, som forpester livet for deres lærere og klassekammerater. Går en elev over stregen, bliver han omgående sendt hjem i en uge eller placeret i en særlig 'akutklasse' med to speciallærere. »Nul-tolerance betyder, at der er ting, vi ikke vil tolerere. Overtrædes reglerne, får det øjeblikkelig konsekvens. Nul-tolerance betyder, at eleverne skal tale pænt og opføre sig respektfuldt over for såvel elever som voksne. Fysisk vold Sanktionerne indføres over for elever, som anvender fysisk vold, kommer med trusler, bruger grimt sprog, ødelægger undervisningen, overhører gentagne henvisninger fra lærerne og misbruger modersmålet til at true eller håne andre«, hedder det i en henvendelse fra skoleinspektør Karen Margrethe Grønlund til elever og forældre. Hun har de seneste tre år været leder af Klostervængets Skole, hvor 90 procent af eleverne er tosprogede. »Jeg har arbejdet i folkeskolen siden 1974 og aldrig oplevet noget lignende. Med vores nye politik ønsker vi at sende et klart signal til både elever og deres forældre om, at vi ikke vil acceptere disse tilstande længere«, siger Karen Margrethe Grønlund. Skolelærer slået ned Ifølge skoleinspektøren koncentrerer problemerne sig om knap 10 procent af skolens cirka 430 elever. Det drejer sig i flere klasser om »1-2 elever, som taler grimt, som slår og truer, og som ikke opfører sig som skoleelever«. For nylig fik en lærer et knytnæveslag i ansigtet, da hun forsøgte at lægge sig mellem to slagsbrødre i 7. og 8. klasse. Læreren måtte sygemeldes i ti dage. Dertil kommer daglige slåskampe, hærværk og grov mobning af andre elever. »Ofte har vi stået i den situation, at forældrene ikke vil erkende, at der er problemer med deres børn. Men når vi pludselig sender en elev hjem i en uge, forstår forældrene, at vi mener alvor«, siger Karen Margrethe Grønlund. Hun tilføjer, at skolen ikke lader elever i stikken, men også prøver at ændre deres adfærd gennem samtaler og kontrakter. Hårdt formuleret Ann Granum, der er børn og unge-chef i Københavns Kommune, støtter initiativet med nul-tolerance, så længe det holder sig inden for lovens rammer: »Det er kommet nedefra og er ikke en del af kommunens politik. Men vi bakker Klostervængets Skole op i, at der skal sættes ind over for elever, som begår vold eller går med kniv. I loven er der dog restriktioner for, hvilke klassetrin sanktionerne må ramme, og hvor længe de må stå på. Jeg mindes ikke at have set nogen retningslinjer i folkeskolen, der er så hårdt formuleret«, siger Ann Granum. En folkeskole kan kun smide elever ud, hvis skoleinspektøren har et alternativt undervisningstilbud. Klostervængets Skoles nye politik retter sig mod elever fra 3. klasse og hjemsendelser kan højst ske to gange om året.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her