Dom undergraver hætteforbud

Lyt til artiklen

For et år siden dømte Københavns Byret to betjente til bødestraffe for at have maskeret sig ved en demonstration. Men tirsdag kom Østre Landsret overraskende til den modsatte konklusion og frifandt pure de to betjente. Betjent frøs Under demonstrationen, der var rettet imod EU-topmødet i København 14. december 2002, frøs den kvindelige betjent og dækkede derfor sit ansigt med hue og halstørklæde. Derfor frifandt landsretten hende. Den kvindelige betjents mandlige kollega blev ifølge dommen frifundet, fordi han befandt sig 40 meter væk fra demonstrationen, og fordi han blot observerede demonstrationen og ikke var en del af den. Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast, der førte sagen imod de to betjente, frygter, at dagens dom vil blive brugt af demonstranter i fremtiden. »Man kan jo godt forestille sig, at demonstranter i fremtiden vil sige, at de var 40 meter væk fra demonstrationen. Det må politiet så forholde sig til i fremtiden«, siger Karen-Inger Bast. Hun mener, at man ud af dommen kan læse, at maskeforbuddet også gælder politifolk, hvilket forsvaret havde hævdet, at maskeforbuddet ikke gjorde. Lov er håbløs Otte demonstranter, der omkring tre timer senere samme dag havde maskeret sig under demonstrationerne, er tidligere blevet idømt bødestraffe. Årsagen til de forskellige domme skulle ifølge landsretten være, at politiet ved den tidlige demonstration, som betjentene deltog i, havde opgivet maskeforbuddet på grund af kulden. Men ved demonstrationen tre timer senere var maskeforbuddet atter trådt i kraft. Claus Pedersen, der fungerede som talsmand for Globale Rødder under demonstrationerne i 2002 og vidnede i sagen mod de to betjente, er glad for dagens dom. »Dommen viser, at maskeforbudsloven er håbløs, og at den ikke kan holde i retten. Den ene betjent var 40 meter væk fra demonstrationen, og det var for langt til, at han kunne blive dømt. Det vil sige, at nu kan politiet aldrig mere arrestere folk på vej til eller fra demonstrationer, medmindre de er lige ved siden af demonstrationen«, siger Claus Petersen. Han er glad for, at frifindelsen af den kvindelige betjent viser, at det er i orden at fryse. Glad for frifindelse Også formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen, er glad for frifindelsen. Mindre begejstret er han over, at det med dommen er slået fast, at maskeforbuddet også gælder politiet. »Som udgangspunkt mener jeg ikke, at vi overhovedet skal have ansigtet dækket til på noget som helst tidspunkt, men jeg vil ikke afvise, at der kan være helt specielle situationer, hvor det måske kunne være hensigtsmæssigt«, siger Peter Ibsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her