Rollespil skal forebygge overgreb på børn

Lyt til artiklen

Du står i børnehavens garderobe og siger farvel til nogle børn, da en forælder hiver dig til side og konfronterer dig med hendes mistanke om, at din nye, søde kollega er pædofil. Han har pillet ved hendes datter og vist flere af børnene sin tissemand. Siger moderen i hvert fald. Hvad gør du? Ingen facit I et nyt interaktivt rollespil får du flere muligheder for at handle. Og det videre handlingsforløb og konsekvenser former sig ud fra dine valg. Spillet har ingen slutning eller facit. Det er med andre ord ikke en kriminalgåde, der kan løses, men en simuleret virkelighed, som danner rammen om en læringsproces, der tvinger dig til at tænke selv - og tage stilling. Erfaringerne - gode som dårlige - skal ruste dem, der arbejder med børn til den dag, de møder mistanken i det virkelige liv. Det er Landskomitéen Børns Beskyttelse, der står bag spillet 'Ikke Se, ikke Høre, ikke Tale', der netop er udsendt til alle børnehaver og seminarier i hele landet. Som i virkeligheden »Jeg har set, hvor ubehjælpsomt disse situationer kan ende, så vi har udviklet dette fiktive spil, for at man kan dygtiggøre sig, uden at det giver katastrofale følger - som i virkeligheden«, siger forfatter Iris Garnov, formand for Landskomitéen Børns Beskyttelse. Hendes erfaring er, at folk, der arbejder med børn, er utrolig uvidende om, hvordan man bør håndtere en sådan sag. Derfor vælger en del at lukke øjnene. De bliver simpelthen lammet, fordi det er en kæmpe beslutning, uanset om de vælger at gå videre med anklagen eller at overhøre den. »Med ét står de med flere menneskeskæbner i deres hænder. Det bringer selvsagt deres indre i oprør, hvis de ikke har en professionalisme at læne sig op ad. Og seminarierne underviser ikke i denne specifikke problematik, selv om mange kan komme ud i den«, understreger Iris Garnov. Råd fra eksperter Spillets indhold er superviseret af juridiske, psykologiske og pædagogiske eksperter. Undervejs i spillet popper ikoner op, når eksperterne har et råd eller en kommentar til spilleren, der kan vælge muligheden til eller fra. Det nye redskab er det første af sin art. Og det er gratis. Komiteen sender cd'er til alle interesserede i håb om at beskytte de børn, der er udsat for virkelige overgreb. Flere valgmuligheder Og til forskel fra virkeligheden kan man i spillet navigere baglæns og lave om på ens reaktioner tidligere i rollespillet. Eller man kan vælge at klikke på nogle valgmuligheder, der ikke stemmer overens med ens holdninger, blot for at se, hvad der sker. Efter at man har klikket sig igennem episoderne, kan man afspille en lille videofilm baseret på konsekvenserne af de valg, man har truffet. »Når man gennemlever de følger, som ens valg medfører, skaber det en erkendelse og flytter ens bevidsthed om problematikken«, siger Iris Garnov, der håber at kunne lægge spillet ud på nettet til fri downloadning snarest muligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her