MiniAnne skal lære skolebørn at redde liv

3.500 danskere falder årligt om på gaden af hjertestop. De kunne hjælpes med genoplivning. - Foto: Klaus Holsting
3.500 danskere falder årligt om på gaden af hjertestop. De kunne hjælpes med genoplivning. - Foto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Det, man kan gøre forkert, er ikke at gøre noget. Sådan lyder budskabet i en ny metode, der skal lære skoleelever at vække et hjerte til live igen. Og på længere sigt udbrede kendskabet til genoplivning, der er en vigtig del i livreddende førstehjælp. Metoden kaldes 'MiniAnne', og på bare en halv time kan man lære de vigtigste elementer: hjertemassage og kunstigt åndedræt. Endda så godt, at man kan lære andre om det. »Jeg tror, at man kort tid efter dette projekt vil kunne se, at flere almindelige mennesker tør gribe ind. Der skal dog mere til, før man kan se det i antallet af overlevende«, siger overlæge Freddy Lippert fra Rigshospitalet. Genoplivning kan læres Han er samtidig formand for Dansk Råd for Genoplivning, der sammen med Trygfonden og Dansk Røde Kors står bag projektet. Freddy Lippert ser navnlig to grunde til, at projektet er »alle tiders«: »Der er meget, der tyder på, at det nemmere at få flere folk til at lære det på denne måde. Samtidig kommer folk tidligt i gang med at kende betydningen af og lære om genoplivning, og det er virkelig vigtigt«. Chancen for at overleve et hjertestop øges nemlig med op til 200 procent, hvis flere danskere ville - eller turde - gribe ind, når uheldet er ude. Bange for at hjælpe Problemet er bare, at alt for mange danskere ikke tør ikke gribe ind, når 3.500 danskere årligt falder om på gaden af hjertestop. De er ofte bange for at gøre noget forkert, viser en tidligere undersøgelse fra Trygfonden. Hver anden nordmand og hver tredje svensker, der bliver kørt på sygehuset med hjertestop, er blevet hjulpet af en forbipasserende, inden ambulancen kom frem. Det er kun tilfældet for omkring hver fjerde dansker. Det skyldes i høj grad, at førstehjælp både i Sverige og Norge er blevet synligt hele livet igennem, mener Freddy Lippert. »Der er førstehjælp ikke bare et kursus, man kan tage, men noget man bliver præsenteret for i militæret, i idrætsklubber, ved kørekortundervisning, på arbejdspladserne og i skolen. Det er en mentalitetsændring, der skal til«, siger han. Der har ellers været flere forslag fremme fra oppositionen de sidste par år i Folketinget om, at man ville til at undervise i førstehjælp i folkeskolen og i køreundervisningen. Men samtlige forslag er hidtil blevet afvist af regeringen. Stemningen for mere førstehjælp i Danmark er dog på vej blandt politikerne. Dels ved at forslaget om obligatorisk førstehjælp på køreskolen igen bliver fremsat i Folketinget, hvor der ventes et bredt flertal, som man kunne læse i Politiken sidste måned. Dels ved at førstehjælp sidste år blev et obligatorisk fag på linje med trafiklære og seksualundervisning i folkeskolen. Dog uden egentlige redskaber og krav til at lære det. Derfor kan den nye metode, MiniAnne, ses som en gave til folkeskolelærere, der gerne vil tilbyde førstehjælp til deres elever. For nu kan genoplivning læres på kort tid og forholdsvist billigt. »Udbredelsen af genoplivning er hundrede gange forbedret af den her nye metode. Man kan få mange flere til at lære det. Både i skolen men også i virksomheder, hvor man for ganske få penge kan uddanne rigtig mange«, siger læge Dan Isbye. Effektiv metode Han har som ph.d.-studerende i uddannelse omkring hjertestop været med til at lave den danske undersøgelse, der skal teste metoden. Her har man sammenlignet folk, der har været på almindelige førstehjælpskurser på 4-6 timer, med folk, der har brugt MiniAnne i omkring 30 minutter. Netop i de praktiske færdigheder som at blæse og trykke korrekt var deltagerne i MiniAnne-projektet bedre end kursister fra de almindelige kurser. Endda på kortere tid. Derfor regnes den ny metode for mest effektiv, vurderer læge Dan Isbye. »Det handler om at få uddannet så mange som muligt for færrest penge. Hvis man kan opnå samme gode virkning på genoplivning med en billigere og hurtigere metode, hvorfor så ikke bruge den«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her