Christianitter ønsker ikke en nærpolitistation

Mindehøjtideligheden på Christiania torsdag efter skudepisoden. - Foto: Jens Dresling
Mindehøjtideligheden på Christiania torsdag efter skudepisoden. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En nærpolitistation på Christiania vil ikke løse problemerne med hashhandlen. Det siger fristadens beboere efter skudepisoden i torsdags, som kostede en 26-årig mand livet og sårede tre andre. »Lige efter skuddramaet ville jeg fandeme også selv have en nærpolitistation. Men jeg tror, at langt de fleste christianitter synes, at det er en dårlig idé. Det løser jo ikke problemet«, siger beboerrådgiver Kim Lund til Ritzau. Hashmarkedet skal begrænses Han tror mere på, at Christiania skal arbejde videre for at begrænse hashmarkedet, som det også blev diskuteret på et ekstraordinært fællesmøde sent torsdag. »Vi har haft den største politiindsats i historien, og den har ikke løst nogen problemer overhovedet. Vi bilder os ikke ind, at vi kan løse problemet, når politiet ikke kan. Men vi håber, at vi ved at appellere til kunderne kan gøre markedet langt mindre attraktivt«, forklarer Kim Lund. Opfordrer hashbrugere til at handle et andet sted Beboerne på Christiania er dybt forfærdede over hændelsen, der bliver opfattet som en direkte konsekvens af kampen om hashmarkedet. Derfor opfordrer christianitterne nu hashbrugere til ikke at købe deres hash på fristaden. Ifølge Kim Lund er det imidlertid et stort problem, at beboerne ikke længere føler sig trygge ved at udtale sig om problemerne på fristaden. »Specielt i den her situation er der en enorm frygt for at lægge navn og ansigt til udtalelser. Man får jo straks respons i det nærmiljø, hvor man skal leve og bo«, siger Kim Lund uden at ville uddybe det nærmere. Ministeren vil ikke blande sig Justitsminister Lene Espersen (K) vil ikke blande sig i, hvorvidt der skal være en nærpolitistation på Christiania. Det er ikke en politisk beslutning, mener hun, så det må politiet selv vurdere. »Det er politiet, der bør vurdere, hvorvidt det er rigtigt at etablere en nærpolitistation på Christiania eller ej«, udtaler Lene Espersen. SF og DF vil have nærpolitistation SF og Dansk Folkeparti har foreslået, at der oprettes en nærpolitistation i fristaden, når den ny ordning for området træder i kraft. »Christiania har brug for at få hjælp i den her fase. Sådan en episode rejser stor utryghed blandt almindelige christianitter«, siger Villy Søvndal fra SF. Dansk Folkeparti peger på, at en nærpolitistation vil give mulighed for at følge udviklingen på tæt hold. Politiet positivt Per Larsen, der er chefkriminalinspektør i Københavns Politi, siger, at oprettelsen af en nærpolitistation altid har været en del af politiets langsigtede strategi på Christiania. Han betegner det som en god idé, der kan bidrage til at gøre situationen på Christiania normal. »Det er for vores vedkommende kun et spørgsmål om at finde det rigtige tidspunkt, hvor det er sikkert for vores folk at arbejde på fristaden, hvad det ikke har været endnu«, siger Per Larsen. Ifølge chefkriminalinspektøren behøver stationen ikke ligge på selve Christiania, men gerne lige uden for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her