Politiet i Slagelse har givet et ældre ægtepar en undskyldning, fordi alarmcentralen i første omgang afviste at sende en ambulance til den ældre mand, der havde fået en blodprop. Først da ægteparrets søn ringede til politiet og insisterede på, at der skulle sendes en ambulance, bad politiet Falck sende ambulancen. »Det var forkert, at der ikke blev sendt en ambulance med det samme«, siger politiinspektør Bjarne Sørensen, der er ansvarlig for alarmcentralen i Slagelse. »Jeg ringede til kvinden dagen efter og gav en undskyldning. Heldigvis havde forsinkelsen ikke forværret patientens tilstand«. Ringede til vagtlægen Episoden skete torsdag i sidste uge, da den cirka 80-årige mand fra Stillinge uden for Slagelse blev dårlig, talte usammenhængende og havde følelsesforstyrrelser i benene. Hans kone ringede derfor til vagtlægen, men vagtlægen bad hende om at kontakte sin egen læge. Da kvinden ikke kunne komme igennem på telefonen til sin egen læge, ringede hun klokken 8.04 til alarmcentralen og bad om en ambulance, oplyser Bjarne Sørensen. Men den anmodning blev afvist. »Vores operatør gik ud fra, at når vagtlægen havde bedt kvinden om at kontakte egen læge, var det ikke så alvorligt endda. Men det var forkert, at der ikke blev sendt en ambulance, og operatøren er meget ked af det«, siger Bjarne Sørensen. Søn insisterede Seks minutter senere ringede parrets søn 112 og insisterede på en ambulance. »De talte lidt frem og tilbage om det, og så blev der sendt en ambulance«, konstaterer Bjarne Sørensen. Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt vagtlægen har begået en fejl ved at henvise ægteparret til deres egen læge, da han ikke ved, hvilke oplysninger vagtlægen har haft. Det præcise forløb skal nu opklares og vurderes i det præhospitale udvalg i Vestsjællands Amt. Politiinspektøren mener, at borgerne kan være helt trygge ved alarmcentralen. Siden december 2002 har politiet fået 240.000 opkald til centralen, og antallet af klager i de to forløbne år har været henholdsvis 9 og 10. Af dem har klagerne fået medhold i 8. »Det svarer til, at der er sket fejl i 8 og 12 promille af alle opkald. Det skal ikke være nogen undskyldning, men det er bare en forklaring. Og i 2004 har vi fået at vide af lægerne, at vores folk ydede direkte livreddende indsats i fire tilfælde«, siger Bjarne Sørensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























