Nej til vaccination mod leverbetændelse

Lyt til artiklen

Danske forældre vil ikke blive tilbudt at lade deres børn vaccinere mod den smitsomme leverbetændelse hepatitis B. Behovet for massevaccination er ganske enkelt ikke til stede i Danmark, fastslår Sundhedsstyrelsen i en indstilling til regeringen, som går stik imod WHO's anbefalinger. »Efter vores opfattelse er hepatitis B i dag et mindre problem her i landet. Så vi ser i øjeblikket ingen grund til at ændre på børnevaccinationsprogrammet for at få disse vaccinationer med«, siger Else Smith, der er centerchef i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse. Rutinemæssig undersøgelse I sin redegørelse peger Sundhedsstyrelsen på, at Danmark hører til de lande i verden, hvor der ses den mindste udbredelse af HBV (hepatitis-B-virus). Antallet af nye tilfælde per år er faldet markant - fra 250 for 20 år siden til under 40 i dag. Men WHO har jo for få år siden klart anbefalet alle sine medlemslande at børnevaccinere mod hepatitis B. Bør Danmark så ikke gøre det ?

»WHO's holdning indgår selvfølgelig i vore overvejelser. Men vi må se på problemet, som det tager sig ud i Danmark, og her er det altså ikke nær så stort som i visse andre lande«, siger Else Smith. Fra i år vil alle gravide kvinder i Danmark rutinemæssigt blive tilbudt undersøgelse for hepatitis B. Desuden vil der - ligeledes fra 2005 - blive tilbudt gratis vaccination til alle stofmisbrugere og deres faste seksualpartnere. Hensyn til skeptikereJeres eget institut for evaluering, CEMTV, har anført, at det gennem vaccination formentlig vil være muligt helt at udrydde sygdommen. Gør det ikke indtryk ?

»Jo, men hver gang, vi ændrer på børnevaccinationsprogrammet, er der en risiko for hele vaccinationsprogrammet. Jo flere vaccinationer, der kommer til, jo større risiko er der for at nogle forældre, der måske i forvejen er skeptiske over for vaccinationer, siger stop og slet ikke vil lade deres børn vaccinere. Rent praktisk er det ikke noget stort problem at ændre på programmet, men børnevaccinationerne skal accepteres af hele befolkningen, og vi må sige, at hepatitis B er langt nede på vores liste«, understreger centerchef Else Smith. S vil genfremsætte forslag Hos Socialdemokraterne står hepatitis B til gengæld højt på listen. Partiet vil i Folketinget senere på måneden genfremsætte sit forslag om at udvide børnevaccinationerne med hepatitis B. Uanset at landets højeste sundhedsfaglige myndighed nu fraråder det. »Vi mener modsat Sundhedsstyrelsen, at der er fagligt belæg for at tage den nye vaccination med i programmet. Jeg har set høringssvarene fra en række læger og fagfolk, og her er holdningen den, at det bør gøres. Så vi vil gerne være på forkant og forebygge flere tilfælde af smitte«, siger medlem af sundhedsudvalget René Skau Björnsson.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her